
Favoritter sejrer igen
Dagen har budt på anden spillerunde i den sidste gruppe i ESL Pro League sæson 16, der i næste uge tager hul på slutspillet.
Cloud9, FURIA og Liquid løb, som i første spillerunde, igen alle med en sejr og topper dermed gruppe D med en 2-0 score efter dagens opgør.
Hey gutter? Er der nogen, som gider give XENTARES en hånd
Første kamp stod mellem Cloud9 og Eternal Fire, der åbnede dagen på Dust2.
Her sad Eternal Fire på føringen ved sideskiftet. På T-siden tog tyrkerne pistolrunden, men meget mere blev det ikke til, da Cloud9 lukkede kampen 16-12.
Noget bedre så det ud på Overpass, hvor XANTARES fortsatte sit brandvarme spil. En 6-0-føring blev til en 11-4-halvleg til Eternal Fire, hvorfor det så ganske lovende ud. Det hele faldt dog til jorden i anden halvleg, hvor de ikke formåede at vinde en eneste runde på T-siden.
Med 12 runder i streg kunne Cloud9 fejre end 2-0-sejr trods en god kamp af XANTARES, der ender med en 1.70 rating over de to maps. Samlet set vandt det tyrkiske mandskab sølle tre T-runder i opgøret.
Alletiders Ancient
Apropos at blive banket godt og grundt: Movistar Riders. Det spanske hold havde det i den grad også svært på T-siden i dagens kamp, hvor de mødte FURIA.
Opgøret startede på Movistars eget mapvalg Ancient, hvor der ved halvlegen stod intet mindre end 15-0 - til FURIA. Ret skal være ret, de spanske tropper formåede at hive tre runder i land på CT-siden, men mere blev det ikke til, inden FURIA fik den sidste runde i hus.
På andet map fik Movistar point på tavlen allerede i første runde og sad på en snæver 8-7-føring ved sideskiftet. De fik da også point på T-siden, men det var FURIA, der med ni sammenhængende runder lukkede kampen.
Liquid lukker dagen
Kampen om Nordamerika mellem Liquid og Vorborgs Evil Geniuses gik som forventet Liquids vej.
nitr0s mandskab sikrede en 10-5-føring på Inferno, der blev lukket allerede i 23. runde.
Det så dog mere tæt ud på Dust2 frem til stillingen 8-8, hvor Liquid besluttede, at klokken vist også er mange, og der er en ny dag at stå op til i morgen. Otte sammenhængende runder sikrede Liquid en samlet 2-0-sejr.