
Titelfavoritter gør rent bord
Tre hold har lagt sig lunt i svinget efter mandagens spillerunde i POWER Ligaen.
Det drejer sig om sidste sæsons finalister Tricked og MASONIC såvel som det nye CEPTER BITSKINS-mandskab.
kwezz er dagens mand i skysovs
Førstnævnte havde to kampe på programmet mod Struggletony og Atlantic. Det blev til to sejre, og det skyldtes særligt heltepræstationer fra kwezz i begge kampe.
Først var det mod Struggletony, og her var kwezz og PR1mE brandvarme. kwezz leverede 27 kills, mens PR1mE diskede op med 29 af slagsen, hvilket sikrede Tricked en 16-12-sejr.
I kampen mod Atlantic var det dog nærmest kun kwezz, som leverede. Det gjorde han dog i den grad også. Med 31 kills og en rating på 1,90 sikrede den den 22-årige spiller nærmest på egen hånd Tricked en 16-8-sejr.
MASONIC godt fra start trods problemer
Sidste sæsons vindere havde det svært i begge deres kampe mandag aften, men det endte alligevel med at blive en succes for MASONIC.
Først var Atlantic på programmet, og her måtte kampen helt ud i 30 runder, inden J3nsyy til sidst skød sine holdkammerater til en sejr med sine 29 kills.
Også i anden kamp kom han til at spille en hovedrolle. I den 29. runde diskede han op med en helteaktion, da han i en 1v3-situation ninja defusede og bragte sejren i hus.
CEPTER BITSKINS brandvarme fra start
Sidst var CEPTER BITSKINS også brandvarme mandag aften, da de skød sæsonen i gang.
Det nye mandskab leverede nemlig i alle tre kampe, hvilket sikrede dem sejre på 16-6 over Bricksports, 16-14 over Prosapia og 16-12 over Flames Ascent.
Ligesom for både Tricked og MASONIC var særligt én spiller iøjefaldende. For CEPTER BITSKINS var det Basso, som i to af kampene lå helt i toppen for sit hold.
Stillingen i POWER Ligaen: