Første halvdel af 2022 har været forrygende for karrigan. Og målet for anden halvdel er klart: en Grand Slam.

karrigan: "Målet er helt klart Grand Slam"

Første halvdel af 2022 har været karrierens mest succesfulde for karrigan, men den danske legende er langt fra færdig. Målet for resten af året er klart: en Grand Slam.

Sæsonen er langt om længe gået i gang, og i weekenden blev første store turnering skudt i gang, da de 12 partnerhold til BLAST tog hul på gruppespillet.

Forude venter lidt over fire måneder med flere store turneringer, heriblandt ESL Pro League, Majoren i Rio samt BLAST Premier Fall Final i Royal Arena.

Med helt fremme i feltet er FaZe, der lige nu indtager førstepladsen på verdensranglisten og har været særdeles dominerende i årets første syv måneder.

karrigans tropper skød sig til sejr i IEM Katowice, efterfulgt af ESL Pro League, inden de ligeledes tog sejren ved Majoren i Antwerpen og sluttede første halvdel af året af med den samlede sejr i IEM Cologne.

Og den danske kaptajn er da også enig i, at det har været et vildt 2022 indtil videre.

Men arbejdet er ikke færdigt, slog han fast, da Dust2.dk mødte ham forud for gruppespillet, der for Faze's vedkommende blev skudt i gang søndag.

Det har været det mest succesrige i min karriere. Tre af de største trofæer, jeg har jagtet i otte år, vinder jeg på fem måneder, og det er jo fantastisk.

Men der kommer også et stort stykke arbejde her i sidste halvdel af sæsonen for at gøre det til et rigtig godt FaZe-år og ja, nogle snakker om en æra, men det er rimelig svært i forhold til det niveau, holdene ligger på lige i øjeblikket, siger karrigan.

Så hvad er målet for anden halvdel af sæsonen?

Målet her til anden halvdel af sæsonen er helt klart Grand Slam. Det er målet, og det har vi snakket om som hold, at den går vi efter. Forhåbentlig kan vi vinde den til Pro League eller Majoren, lyder det fra den danske IGL.

Netop sejrene i Katowice, Köln og til majoren var de tre store trofæer, som karrigan manglede til sit trofæskab, der i forvejen tæller rigeligt. Og det kan være svært at følge med mentalt, når det hele pludselig kommer væltende ind på én gang.

Men nøglen, forklarer karrigan, skal findes for år tilbage, da han skiftede sit fokus. Og på den måde fjernede et pres.

Jeg tror, det meget handler om, hvilken indstilling man har til tingene.

Jeg har ikke tænkt på, at jeg skal vinde Katowice, Cologne og en major. Jeg havde et mindset-skifte for to år siden, at jeg måske aldrig vinder en major, jeg vinder måske aldrig Katowice, eller Cologne, men så må jeg vinde de andre turneringer for at skabe det her legendariske navn, som jeg gerne vil opnå.

Men at man så gør det med den indstilling og har det mindre pres på sig selv, så jeg kan performe på det bedste niveau og hjælpe mit hold til at spille det bedste CS.

Katowice var definerende

For at komme nærmere en forklaring på, hvordan året kunne blive så FaZe-domineret, skal vi tilbage til februar måned. Her var FaZe i første omgang med i play-in-stadiet til IEM Katowice og efter sejre over Sprout og MOUZ, var billetten til gruppespillet sikret.

Her klarede karrigan og co. skærene videre til slutspillet, og endte som bekendt med at gå hele vejen. Men det var ikke uden problemer, da ropz måtte sidde ude i play-in-stadiet på grund af en positiv COVID-19-test.

I stedet trådte jks til, og senere i turneringen vikarierede australieren så igen på FaZe-holdet. Denne gang for rain, der i slutspillet måtte sidde ude, da også han var testet positiv for COVID-19.

Og netop på grund af den måde FaZe vandt i Katowice, tøver karrigan heller ikke med at kalde sejren for definerende for sæsonen.

Jeg tror, Katowice var definerende for resten af sæsonen, for lige meget hvad, lige meget hvilken situation, lige meget scoren, lige meget hvem vi spillede med, så længe vi troede på tingene og havde det her positive mindset, så ville vi komme igennem det.

Den havde vi med os hele tiden til hver turnering, at lige meget hvad der sker, så kan vi godt vinde. Det er op til os selv. Hvis vi spiller vores bedste og har den bedste indstilling, så vinder vi.

CS:GO fyldte 10 år søndag den 21. august, og i den anledning bad vi karrigan pege på sit personlige højdepunkt i de 10 år, der er gået. Og selvom han vandt majoren, den turnering alle drømmer om, så er det faktisk sejren i Polen, der har været det største.

Det var faktisk Katowice. For mig var den større end at vinde majoren og i Köln.

Det er en turnering, jeg har været i finalen i to gange og tabt to gange, og den måde vi vandt på var en ren eventyrhistorie. En historie jeg kan fortælle til mine børnebørn, når jeg bliver gammel. Fordi vi vandt med stand-in og ikke vidste, hvem der skulle spille til hvilken dag i play-offs. Så jeg tror bare, at den kom ud af ingenting, hvor vi kom ind til majoren med forventningen om, at vi kan vinde. Katowice var mere: “hvad fanden laver vi her i playoffs.”

Så højdepunktet var Katowice, og der havde jeg nogle tårer i øjnene den dag, også på grund af opbakningen og arenaen, der råbte karrigan. Så der var bare en eller anden speciel følelse den dag, lyder det fra karrigan.

karrigan peger på sejren i Katowice som sin karrieres højdepunkt.

Stadig sultne

karrigan og co. tog søndag hul på deres færd ved BLAST Premier Fall-gruppespillet, hvor de blev slået i gruppefinalen af Heroic. Men uanset starten på sæsonen, så har karrigan troen på, at holdet kan finde niveauet, når det for alvor gælder.

Foruden søndagens nederlag til Heroic, så har FaZe også vist sig menneskelige, da de efter majoren røg ud i kvartfinalen ved både IEM Dallas og BLAST Premier Spring Final i Lissabon. Men den modgang har den danske kaptajn været glad for, fortæller han.

Det er jo ikke, fordi vi har spillet perfekt CS hele året, men vi har været virkelig gode til at skifte gear, når vi har haft brug for det.

Så jeg har egentlig været glad for, at allerede har haft meget modgang i løbet af året, især efter majoren hvor vi spillede dårligt til BLAST og i Dallas.
Så jeg ved, at selvom vi måske starter sæsonen dårligt her, måske også i Pro League, at vi kan finde niveauet til Majoren.

Så jeg er egentlig ikke nervøs for, om folk er sultne, for jeg ved, at der er en spiller, der gerne vil være den første spiller til at vinde to Grand Slams i Twistzz, og mig og rain, der havde chancen for at vinde en Grand Slam med FaZe i 2018.

Så sult er der helt sikkert på holdet, og som sagt, så vil alle gerne gøre det her til et FaZe-år, lyder det fra karrigan.

FaZe og karrigan er landet i runde to ved knockout-fasen, hvor de møder vinderen af opgøret mellem OG og Complexity, der mødes i runde et.

Vinderen af runde to går videre til runde tre, hvor Astralis venter. Og vinderen af det opgør booker billet til BLAST Premier Fall Final, der til november spilles i Royal Arena.

#1(Med 0 svar)
23. august 2022 kl. 17:29
JernLars
Jeg håber at de får deres Grand Slam. Udover NAVI så tror jeg ikke at de får særlig meget konkurrence fra resten af top 10.
Held og lykke Finn!
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.