
FalleN og coldzera rykker ind på legendarisk fodboldstadion
Når vinderen af Flow FiReLEAGUE 2022 Global Finals skal findes, så bliver det for første gang nogensinde på det legendariske fodboldstadion Camp Nou i Barcelona.
Det har arrangøren offentliggjort på Twitter onsdag aften.
Turneringen har en præmiepulje på over 1 million kroner, og foreløbig er tre af de otte deltagende hold fundet.
Der er tale om coldzera og resten af 00Nation samt FalleN's Imperial-tropper, der hver har fået en invitation, mens 9z snupper en plads qua deres sejr i Flow FiReLEAGUE 2021 Finals sidste år.
Camp Nou er til daglig hjemmebane for den spanske storklub FC Barcelona, og stadionet har plads til omkring 99.000 tilskuere.
Hvorvidt kampene skal afvikles på banen eller inde i selve stadionets lokaler har arrangøren ikke oplyst.
FC Barcelona, der blandt andet spiller i den bedste spanske fodboldrække, har ikke nogle hjemmekampe i de dage, hvor turneringen afvikles.
Af de sidste fem hold skal to findes via Flow FiReLEAGUE 2022 Finals, mens de tre sidste pladser er forbeholdt hold fra regionale kvalifikationer.
Turneringen løber af stablen 13. til 16. oktober.
Deltagerlisten er:
-
Imperial
-
00Nation
-
9z
-
Nr. 1 Flow FiReLEAGUE 2022 Finals
-
Nr. 2 Flow FiReLEAGUE 2022 Finals
-
Nordamerikansk kvalifikation
-
Nordamerikansk kvalifikation
-
Europæisk kvalifikation