
Astralis Talent kørt over af førerholdet
Astralis Talent var torsdag aften i ilden mod NaVi Junior i et opgør, danskerne gik ind til som underdogs.
De unge NaVi-spillere indtager nemlig en øjeblikkelig 1. plads i WePlay Academy League, og niveauforskellen var da også tydelig på i torsdagens kamp.
Den løb af stablen på Mirage, hvor ukrainerne overlegent hentede sejren.
NaVi Junior, anført af headtr1ck, gjorde således livet surt for Altekz og co. fra første minut, da ukrainerne gennemborede Astralis-defensiven og kunne gå til pausen med en 11-4-føring.
Anden halvleg var heller ikke nogen undtagelse, hvorfor ukrainerne komfortabelt sejrede med 16-5.
Nederlaget er Astralis Talents tredje af slagsen i den nuværende sæson, hvilket efterlader danskerne på en 5. plads i gruppe A - udenfor playoff-pladserne.
Med otte resterende kampe har det unge mandskab dog gode muligheder for at spille sig tilbage i rækken.