
Danskere åbner Cologne
Et af årets helt store højdepunkter er lige om hjørnet, da klassikeren IEM Cologne skydes i gang i dag.
Her skal i alt 24 hold i kamp, men i første omgang er det kun 16 af holdene, der skal affyre virtuelle skud mod hinanden.
Turneringen er nemlig bygget op således, at vi starter med Play-In-delen, der fungerer som en kvalifikation til selve IEM Cologne.
I Play-In skal 16 hold koges ned til otte, som tilslutter sig de otte resterende hold, der allerede er sikret en plads i hovedturneringen.
Det er hold som FaZe, NaVi, G2 og ENCE.
IEM Cologne Play-In spilles i dag og i morgen, og her har vi hold som Heroic og Astralis på deltagerlisten.
Netop Heroic skyder turneringen i gang, når holdet skal møde nogle af sine landsmænd fra Sprout. Her er raalz og Staehr nemlig en del af startfemmeren, mens danske BERRY står bag holdet som coach.
Play-In afvikles i formatet double elimination, hvorfor taberen stadig kan nå at sikre sig en plads i hovedturneringen.
Udover opgøret mellem Heroic og Sprout spilles der også to andre kampe klokken 11. Her mødes Spirit og Complexity, mens også MOUZ og paiN støder sammen.