
Heroic sender landsmænd ud
Heroic fik revanche og sendte fnatic ud af Pinnacle Cup i Lund.
Det gjorde cadiaN og co. da også med manér, da de sejrede på blot to maps.
Opgøret blev skudt i gang på Mirage, og hurtigt skød Heroic sig i front med 10-5. Denne føring blev udbygget til 15-6 efter pausen, og det lignede derfor en sikker sejr.
fnatic kom dog tilbage og skød sig på 14-15, inden roeJ og kompagni faldt på målstregen og blev besejret 14-16.
Overpass gik nogenlunde på samme måde. Også her bragte danske Heroic sig i front - denne gang med 12-7 - inden fnatic så småt kom tilbage og gjorde det spændende. Til syvende og sidst var cadiaNs mandskab dog en smule bedre, da de vandt 16-13.
Heroic er dermed klar til slutspillets lowerbracket, hvor modstanderen enten bliver Finest eller Imperial.
roeJ og nicoodoz er dermed færdige med deres første turnering i fnatic-trøjen, hvor det blev til en Bo1-sejr over Heroic i åbningskampen og to tætte nederlag.