
EG sender rekrutter til Sverige
Da den amerikanske organisation Evil Geniuses fortalte om deres plane om at have en udvidet spillertrup på 15 mand, var der mange, der måtte klø sig lidt i nakken.
Efter flere organisationer havde leget med 6-mands-holdkort og lagt ideen fra sig igen, kunne man sætte spørgsmålstegn ved en så markant ændring af hold-strukturen, specielt fordi EG ikke i første omgang forklarede nærmere om, hvordan de i praksis ville køre holdet fremover.
Debutanter i trøjen
Det ser vi nu første reelle bud på.
EG.PA kalder de holdet bestående af de tidligere Party Astronauts-spillere, og de skal en tur til Sverige for at spille ved Pinnacle Cup Championship 2022 i Lund.
En turnering hvor det oprindeligt var antaget, at holdet bestående af Stewie2K, autimatic, Brehze, CeRq og RUSH skulle spille.
Man må håbe, at EG.PA ikke er for hårdt ramt af jet-lag, når de skal spille deres første kamp for organisationen, men set med den danske roligan-hat på gør det ikke så meget, at holdkortet er blevet skiftet ud hos EG.
Det er nemlig Astralis, der får æren af at åbne turneringen mod EG.PA onsdag kl. 13:30.
EG.PA består af:
-
ben1337
-
PwnAlone
-
viz
-
djay
-
Jonji
-
Muenster (Coach)