
Dansker klar til finalen
Meget var på spil i lørdagens første semifinale, hvor ENCE, med en sejr over FURIA, kunne spille sig videre til finalen til IEM Dallas 2022.
Det lykkedes også for det fremadstormende mandskab, der hentede en sikker 2-0-sejr mod brasilianerne.
Opgøret blev skudt i gang på Vertigo, ENCE' eget mappick, og det var da også det danskerledte mandskab, der kom bedst fra start, da de kunne bogføre en 10-5-føring ved pausen.
Herefter bed FURIA fra sig, og det brasilianske mandskab var da også tæt på at fuldende comebacket. I sidste ende var det dog ENCE, der kunne løbe med en 16-14-sejr.
Nu kunne ENCE altså afgøre det hele på Nuke, og med syv runder på T-siden fik holdet en lovende start. Da holdene skiftede side var ENCE klart bedst og konverterede stort set alle runderne til deres favør, hvilket gav dam en 16-9-sejr på Nuke.
Resultatet betyder, at ENCE er klar til finalen ved IEM Dallas 2022, mens FURIA er ude af turneringen.
Senere, klokken 21:00, mødes Cloud9 og BIG i lørdagens anden semifinale.