
Kvartfinaletid i Dallas
Alle holdene i slutspillet til IEM Dallas blev fundet sent onsdag aften, og i aften skal slutspillet sættes i gang.
I aftenens første opgør tørner G2 sammen med majorkvartfinalisterne fra FURIA, som blev to'er i gruppe B.
NiKo og resten af G2-mandskabet kvalificerede sig til slutspillet i lowerbracket-finalen i gruppe A efter en sejr over danskerduoen fra Vitality.
I den anden kvartfinale støder majorvinderene fra FaZe sammen med Cloud9. De to hold mødtes til PGL Major Antwerp, hvor det blev til en sejr til det internationale mandskab. Det var desuden i dette opgør, hvor Cloud9 lavede en fejl i veto-processen.
Ligesom FURIA så blev FaZe to'er i gruppen, da holdet blev besejret af Snax og ENCE i upperbracket-finalen. Cloud9 sikrede sig en plads i slutspillet efter sejren over Liquid.
ENCE og BIG venter i semifinalerne, hvor det førstnævnte mandskab møder vinderen i kampen mellem G2 og FURIA, mens BIG skal i duel med enten FaZe eller Cloud9.
Semifinalerne afvikles på lørdag, mens vinderen af turneringen skal findes på søndag. Vinderen løber med intet mindre end knap 700.000 kroner.