Både torzsi og m0NESY er slået igennem ved WePlay Academy League. Tirsdag skydes den nye sæson i gang.

Her er 5 stjerner fra talentligaen

I anledning af den nye sæson af WePlay Academy League kigger vi her nærmere på fem funklende stjerner fra de første tre sæsoner.

En ny sæson af WePlay Academy League skydes i gang tirsdag, og morgendagens stjerner skal atter i kamp om det eftertragtede trofæ.

Sæsonen er den fjerde i rækken, efter tre sæsoner hvor flere nye stortalenter er kommet frem på scenen takket være det udstillingsvindue, som talentligaen er. Vi tager her et kig på fem spillere fra foregående sæsoner, som brød igennem i WePlay Academy League.

5. headtr1ck - NaVi Junior

headtr1ck er stadig at finde på NaVi Junior-mandskabet, men den 17-årige riffelspiller var kortvarigt oppe at snuse på førsteholdet tidligere på året.

Da Boombl4 på grund af corona missede begyndelsen på ESL Pro League-gruppespillet, trådte NaVi Junior-spilleren til, ligesom han også var registreret som NaVi's sjettemand til majoren.

Særligt i sæson 3 af WePlay Academy League var han velspillende for NaVi Junior-mandskabet og skød sig til en 1.32-rating - bedst af alle i turneringen.

4. xertioN - MOUZ NXT

xertioN har stadig sin debut på allerøverste hylde til gode, men han har stadig været uhyggeligt god for MOUZ NXT og en vital brik i de tre sejre i WePlay Academy League, som talentholdet har.

I gennemsnit har den 17-årige israelers rating været på 1.25 i tre sæsoner, hvor han især i sæson 2 var skræmmende god.

Her havde han et snit på 1.41 i gruppespillet, mens han i slutspillet skød sig til en 1.32-rating og således overhalede m0NESY.

3. torzsi - MOUZ NXT ⇨ MOUZ

MOUZ' ungarske AWP'er har siden januar svunget stokken på førsteholdet på bekostning af danske acoR.

Han blev rykket op på førsteholdet samtidig med, at sycrone tog over som coach, og et kig på statistikkerne giver en mulig forklaring.

Den 20-årige AWP'er har blot én enkelt rating under 1.20 i MOUZ NXT-trøjen i alle de turneringer, han har spillet for talentholdet.

På MOUZ har han været med til at spille både IEM Katowice, RMR-turnering og IEM Dallas-kvalifikation.

2. JDC - MOUZ NXT ⇨ MOUZ

Den 22-årige tysker blev i marts hentet permanent op på førsteholdet i MOUZ efter at have været en del af det MOUZ NXT-hold, der vandt de første tre sæsoner af WePlay Academy League.

Han var stand-in ved IEM Katowice, og så har han spillet både RMR-turnering og IEM Dallas-kvalifikation med MOUZ.

1. m0NESY - NaVi Junior ⇨ G2

Den vel nok største stjerne og et solidt bud på det næste helt store navn på CS:GO-scenen, m0NESY.

Den blot 17-årige russer bragede igennem ved de første to sæsoner af WePlay Academy League, hvor han med en gennemsnitsrating på svimlende 1.64 over 18 maps i første sæson for alvor slog sit navn fast.

Ved nytår skiftede han til G2, hvor han har været med til både IEM Katowice, ESL Pro League og senest majoren i Antwerpen.

Hvem tror du, bliver den nye store stjerne fra WePlay Academy League?

#1(Med 0 svar)
24. maj 2022 kl. 14:39
brzer
Sølv Sæsonkort Sæson 15
Where is mistr? #sogood
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.