Søndagens finale var den mest sete kamp ved majoren.

Seertal runder 2 millioner

Særligt finalen var et tilløbsstykke ved PGL Majoren i Antwerpen.

Årets første major blev søndag aften afgjort, da FaZe slog NaVi i finalen.

Her skrev karrigan sig ind i historiebøgerne som den ældste vinder nogensinde, mens det samtidig var første gang, at et internationalt mandskab løb med den eftertragtede titel.

Mens karrigan og FaZe satte rekorder, så endte det ikke med at blive en major, som satte rekorder ala den i Stockholm i november sidste år.

Her tunede over 2,74 millioner seere nemlig ind på finalen mellem NaVi og G2, og det er til dato den mest sete CS:GO-kamp nogensinde ifølge Esports Charts.

Ikke desto mindre har seertallene også været særdeles pæne ved Majoren i Antwerpen.

Her endte tallet for peak viewers, altså seere på samme tid, nemlig med at runde to millioner, nærmere præcist 2,048 millioner seere under finalen mellem FaZe og NaVi, ifølge Esports Charts.

Faktisk har seerinteressen været særdeles stor for især NaVi ved denne major. De tre mest sete kampe har nemlig været s1mple og co.'s tre slutspilskampe mod henholdsvis Heroic, ENCE og FaZe.

De kampe med flest seere ved PGL Majoren i Antwerpen var:

  1. FaZe vs. NaVi - 2.048.282 seere

  2. ENCE vs. NaVi - 1.161.446 seere

  3. Danmark Heroic vs. NaVi - 1.148.742 seere

  4. FaZe vs. Spirit - 1.135.058 seere

  5. G2 vs. Brasilien FURIA - 1.114.137 seere

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.