Nyt sommerevent på Ungdomsøen
Sejlads, fiskeri og Counter-Strike.
Det er normalt ikke noget, der passer særlig godt sammen, men det vil Esport.dk og Ungdomsøen lave om på i et nyt samarbejde.
De to aktører er nemlig gået sammen om at skabe et sommerevent på øen, hvor der udover en CS:GO-turnering også er mulighed for at benytte sig af øens aktiviteter, som inkluderer paddleboards, sauna, havespil og badning i havet.
Arrangementet finder sted fra den 8. til 10. juli, og der er kun 100 pladser.
Det koster 895 kr. per person at deltage, og inklusiv i prisen er færge tur/retur, overnatning i 10-personers sovesale med en seng til hver, mad, deltagelse i CS:GO-turneringen og adgang til øens aktiviteter.
Den primære aktivitet for eventet er CS:GO-turneringen, hvorfor det kun er muligt at købe billet som et hold bestående af fem spillere.
Turneringen starter klokken 21 om fredagen, og præmiepuljen lyder på 25.000 kroner.
Udover sovesalene er det også muligt at sove i et af øens shelters eller selv at slå telt op. Man kan også kaste sig ud i selv at grille rundt omkring på øen, hvis man selv vil lave mad.
Du kan læse mere om eventet og købe billet ved at trykke her.