
Ingen problemer for FURIA
FURIA er stensikkert videre til næste runde i den nordamerikanske udgave af BLAST Premier Spring Showdown.
Det står klart, efter de natten til fredag gjorde det af med ATK, der var kommet ind til turnering som erstatning for Sharks, der var ramt af rejseproblemer og derfor ikke kunne stille til start.
Kampen mellem ATK og FURIA blev skudt i gang på Inferno, og her fik brasilianerne med det samme kampen under kontrol. Først blev pauseføringen på 9-6 sikret, inden de lukkede mappet på T-siden med cifrene 16-8.
Herefter ventede Vertigo, og her trådte FURIA-mandskabet for alvor på speederen. Først bankede de en næsten perfekt T-side afsted, da de gik til pause med en 14-1-føring, og herefter lukkede de mappet 16-1 og tog dermed sejren 2-0.
Brasser-opgør venter
Sejren sender ATK ud, mens FURIA er videre til næste runde, hvor GODSENT venter. GODSENT slog Evil Geniuses ud onsdag aften.
Fredag aften og natten til lørdag skal de to andre kvartfinaler afgøres, og her mødes Complexity og MIBR i den ene kamp, mens Liquid og paiN brager sammen i det andet opgør.
Semifinalerne spilles lørdag, mens finalen spilles søndag. Vinderen tager pladsen til BLAST Premier Spring Final, der spilles i Lissabon.