
G2 åbner dag to med sejr
Tredje spillerunde i den europæiske RMR B-turnering blev skudt i gang her til middag med en favoritsejr til G2.
Det stjernespækkede mandskab, besejrede Bad News Eagles med cifrene 16-10 på Dust2. I første halveg spillede Aleksib og co. en solid T-side, og det til trods for, at de smed pistolrunden og den efterfølgende runde. 10-5 lød stillingen ved pausen.
I anden halveg tabte G2 igen pistolrunden, og ligeledes den efterfølgende runde, men så satte NiKo ellers i gang med sin deagle. 11-7 - og G2 var tilbage på sporet. Et spor som de holdte sig i frem til sejren var sikret.
Med sejren går G2 2 og 1 samlet, to sejre og et nederlag, og skal dermed spille om en Major-plads i morgen. Bad News Eagles skal omvendt spille om overlevelse i turneringen i morgen.
Et andet hold, som også skal spille om en Major-billet i morgen, er G2s overmænd fra i går, Anonymo. Det polske mandskab gik 2 og 1 med en smal 16-14-sejr over Entropiq, i et opgør som blev spillet sideløbende med mødet mellem G2 og Bad News Eagles.
Opgøret her blev spillet på Ancient. Her blev første halveg en tæt affære, med en smal pauseføring på 8-7 til Anonymo. Et tæt kapløb, som fortsatte i anden halveg, helt frem til sidste runde, hvor polakkerne lukkede kampen.
Dagens to første kamp i tal.
Lige om hjørnet venter de to sidste BO1-opgør i denne omgang. Her skal ENCE og Snappi op imod franske HEET, mens SINNERS og Spirit tørner sammen.
ENCE og Spirit må, på papiret, betegnes som favoritter, men både HEET og SINNERS har vist gode takter på det seneste, så hverken ENCE eller Spirit kan tage for let på opgaven.
Vinderne af disse to opgør skal, lige som G2 og Anonymo, spille om en Major-plads i morgen, mens taberne skal spille om overlevelse.