
stavn: "Hele holdet har stor tillid til mig"
Der stod stavn over det hele, da Heroic besejrede fnatic 16-9 i anden runde af den europæiske RMR A-turnering. 32 kills, en rating på 1,99 og et klart stempel i nakken: Danmarks pt. bedste spiller.
Hovedpersonen selv var, som vanen tro, lidt mere ydmyg, da vi fangede ham til en snak ovenpå den pragtpræstation, han leverede. Om selve kampen, både fra et kollektivt og individuelt perspektiv, sagde han følgende.
Vi vidste, vi højest sandsynligvis ville møde enten fnatic eller BIG. Og efter vores kamp (mod forZe, red.) stod det klart, at vi skulle møde fnatic.
Vi var ikke 100% sikre på, om vi ville ende ud på Mirage, men det gjorde vi i sidste ende. Og vi var rimelig godt forberedte på, hvordan ALEX caller, så vi var godt forberedt. Vi kommer også super godt fra start, hvilket er vigtigt i en BO1.
Jeg spiller selv en god kamp og er super glad for min egen præstation.
Med et smil på læben kunne hovedpersonen konstatere, at de nu er 2-0 i turneringen og blot én sejr fra at kvalificere sig til Majoren.
At være 2-0 efter dag ét er et super godt udgangspunkt. Det giver os lidt ekstra ånderum, og vi står alt i alt med en super god fornemmelse.
Han spillede nok en gang en kamp med stor frihed - frihed under ansvar - og det viste sig igen igen at give pote. Det er tydeligt, at han føler sig godt tilpas på holdet - både på og uden for serveren. Noget han ligeledes selv gav udtryk for.
Casper (cadiaN, red.) og jeg har et rigtig godt forhold til hinanden - både på og udenfor serveren. Vi har en meget ens stil og tankegang, når det kommer til CS. Ligeledes når det kommer til, hvordan vi gerne vil spille.
Han (cadiaN, red.) tror meget på mig. Han tror på, at jeg kan tage de rigtige beslutninger og gøre, hvad der skal til for at lave et godt play. Noget man skal kunne gøre på et splitsekund.
På den måde har Casper og resten af holdet meget tillid til mig. Det er også derfor, jeg spiller mange CT-positioner, som passer godt til en type spiller som jeg.
Netop på CT-siden lukkede han nærmest midt ned alene, hvad enten det var med riffel eller AWP. Han gjorde mildest talt, hvad der passede ham. Og midt i det, sammenholdt med den seneste tids præstationer, var det svært ikke at tænke, at knægten er Danmarks pt. bedste spiller.
Mens nogle nikker anerkendende til det statement, så er han dog selv mere påpasselig med at sætte den titel på sig selv.
Det ved jeg ikke, om jeg er. Det er ikke noget, jeg tænker alt for meget over. Jeg gør mit til at præstere det bedste, jeg kan. Om nogle må mene, at jeg er Danmarks bedste spiller, er jeg blot glad for.
Godt nok har device været ude i en periode nu, men han har været Danmarks bedste spiller igennem mange år nu.
Til spørgsmålet, om hvorvidt netop device har været en indflydelse for ham igennem hans karriere, svarede stavn kort.
Han har altid været en spiller, jeg har set op til, siden jeg har været helt ung. Han er en fantastisk Counter-Strike-spiller.
En fantastisk Counter-Strike-spiller kan stavn også roligt betegnes som - Danmarks pt. bedste spiller eller ej. Og lige så roligt som han kan betegnes således lige så rolig og ydmyg fremstår han selv.
En ung knægt, der viser, at talent, sammenholdt med ydmyghed og hårdt arbejde, kan tage en langt. Og der er ingen tvivl om, at den unge herre har endnu mere i posen.