
Tid til årets første danskerderby
Det er blevet tid til årets første danskerderby.
Torsdag eftermiddag krydser Astralis og Heroic nemlig klinger i anden kamp i ESL Pro Leagues gruppe D.
Begge danskerhold kom godt fra start i onsdagens åbningskampe, da Heroic tog en 2-0-sejr over Complexity, mens Astralis senere på dagen kopierede de cifre, da de slog Evil Geniuses i Farligs debut.
Dagens kamp er samtidig første gang siden BLAST Premier Fall Final i Royal Arena, at de to bedste danske hold mødes.
Her var der ingen tvivl om, at Astralis havde publikum på sin side i 2-0-sejren, hvor de især på andet map, Nuke, savede Heroic midtover.
Heroic kan dog revanchere sig og bringe sig i front af gruppen, hvis det lykkes at vinde dagens kamp.
Stillingen i Gruppe D inden torsdagens kampe:
-
1.
NaVi - 3 point -
2.
Heroic - 3 point -
3.
Astralis - 3 point -
4.
Complexity - 0 point -
5.
Evil Geniuses - 0 point -
6.
AGO - 0 point
Afbudsramte mandskaber lukker dagen ned
Før vi når så langt, skal vi have to af gruppens lavest seedede hold i form af Complexity og AGO i en duel, der kan vise sig at være afgørende for gruppens sidsteplads.
AGO gav NaVi kamp til stregen i onsdagens åbningskamp. Her tvang polakkerne andet map ud i hele syv gange overtid, før s1mple og co. til sidst tog mappet og dermed vandt kampen 2-0.
Dagen lukkes ned med kampen mellem Evil Geniuses og NaVi, der begge er ramt af afbud til gruppespillet.
NaVi stiller med headtr1ck i stedet for COVID-ramte Boombl4, mens Evil Geniuses må undvære deres coach, maLeK, da han er rejst hjem til Frankrig for at modtage lægebehandling.



























