
Heroic inviteret til svensk LAN
Et nyt LAN ser dagens lys på den anden side af sundet.
Turneringssponsorerne Pinnacle og GRID tager det næste skridt ind på CS:GO-scenen, når de skal stå for en stor LAN-turnering til juni.
Pinnacle og GRID har sammen med arrangørerne RELOG Media stået for en stor del af de største online turneringer i subtop scenen i de seneste to år. Pinnacle Cup, Pinnacle Winter Series og Snow Sweet Snow er nogle af de turneringer, som de har været hovedsponsor for, og som blandt andet Heroic, Copenhagen Flames og ECSTATIC har vundet.
Det nye LAN kommer til at hedde Pinnacle Cup Championship og vil blive afholdt i Sparbanken Skåne Arena den 8.-11. juni i Lund, Sverige.
Heroic, fnatic og Imperial er de tre første navne på plakaten, mens de resterende fem stadig er uvisse. Der vil ifølge arrangørerne blive offentliggjort flere inviterede hold i de kommende uger, men hvor mange vides ikke. Det er heller ikke meldt ud, om der vil blive holdt kvalifikationer til eventet.
Det er første gang, at FalleN's Imperial er inviteret direkte til en stor turnering, og det bliver derfor spændende at se de brasilianske legender mod nogle af verdens bedste hold.
Sparbanken Skåne Arena kan huse op til 7.500 tilskuere og tager en time at komme til med bil eller tog fra Københavns Hovedbanegård.
Billetpriser er ikke offentliggjort på nuværende tidspunkt.