
Sæsonens første æg er blevet uddelt
16-0 og tre point på kontoen.
Så simpel var opskriften for MASONIC, da de onsdag aften stødte sammen med Brøndby Esport i en duel om vigtige point i POWER Ligaen.
Tre point ville ellers have lunet for Brøndby-mandskabet, der så småt nærmer sig nedrykningszonen i POWER Ligaen, men sådan gik det ikke mod MASONIC.
Her var særligt J3nsyy i topform og skød Brøndby Esport tilbage til stenalderen med en 2.06-rating mod de sagesløse drenge fra Vestegnen.
Dust2.dk talte tirsdag med notaN fra MASONIC forud for ugens kampe, og her var han da også rimelig selvsikker ved tanken om, at der var nemme kampe i vente.
MASONIC og Brøndby Esport mødtes på Ancient, hvor Brøndby Esport ikke kunne stille noget op og blev nedsablet med 16-0.
Sejren betyder, at MASONIC fortsat er nummer 1 i tabellen. Den nærmeste forfølger fra Tricked har dog en enkelt kamp i hånden på MASONIC-mandskabet, men selv det er ikke nok til at hente MASONIC med 42 point.