
G2 jagter årets første store triumf
Det er blevet tid til den 15. sæson af ESL Pro League, og onsdag går det løs på LAN i Düsseldorf.
Her tager G2 imod Looking For Org i en kamp, hvor NiKo og co. må tage favoritværdigheden på sig.
Mens G2 lige nu er nummer 3 i verden, så er dagens modstander at finde på 94. pladsen og er således det næstdårligst placerede af de 24 hold, gruppespillet i ESL Pro League tæller.
Det er dog et G2-mandskab, der ikke stiller med de fem, vi så i finalen ved IEM Katowice i februar. Aleksib er nemlig testet positiv for COVID-19, og AMANEK træder derfor til i stedet for den 24-årige finne.
MOUZ fuldtalligt
Onsdag byder dog også på to andre opgør. Først skal sycrone forsøge at dirigere sine MOUZ-tropper til sejr over Entropiq.
Selvom ESL har udelukket russisk-baserede hold, så går den beslutning ikke ud over Entropiq, der har fire russere på holdkortet. Organisationen bag er nemlig tjekkisk, og derfor får vi stadig verdens nuværende 12. bedste hold at se på serveren.
I den kamp får vi desuden en anden MOUZ-konstellation at se, da Bymas er tilbage på holdet, efter litaueren har været syg til de seneste par turneringer.
Dansker i ilden
Dagen rundes af i et brag af en kamp, når NIP og fnatic krydser klinger. Og her er der en del udenom spillet, der gør det til en potentielt sprængfarlig affære.
Det forlyder nemlig, at NIP har lagt et bud på fnatics store stjerne Brollan, der siden er blevet bænket af fnatic og således ikke var med til at sikre en plads ved RMR-turneringen i april.
I kampen får vi dog også es3tag at se, og han er således eneste danske spiller på serveren i dagens tre kampe.