
G2 klar til semifinalen
G2 er nu klar til semifinalen til IEM Katowice efter en 2-0 sejr over Virtus.pro.
Ungt stjerneskud brillerer
Første map bød på Mirage, og her fik de mange publikummer i Spodek Arena sig da også et spændende opgør at se.
Holdene var nemlig ganske ligebyrdige hele vejen, og derfor måtte opgøret ud i hele tre gange overtid, inden G2 kunne snuppe sejren med cifrene 25-22.
Her var det da også tydeligt, hvem der især var den bærende faktor på holdet. Den blot 16-årige russer, m0NESY, skød sig nemlig til hele 45 kills på Mirage. Med en rating på 1.39 fik det unge talent altså skudt sin første store LAN-turnering i gang med manér.
G2 fortsatte de gode takter på Ancient, hvor de hurtigt kom foran med 12-3. Virtus.pro kunne ikke stille meget op på CT-siden, og det blev derfor en komfortabel 16-5 sejr til G2.
På Ancient var det dog superstjernen NiKo, der stjal opmærksomheden, da han skød sig til tops på scoreboardet.
Sejren sender G2 videre til semifinalen til IEM Katowice, hvor de står overfor giganterne fra NaVi. Dette opgør skydes i gang lørdag klokken 15:30.