
Færdig i Katowice
Når G2 fredag eftermiddag støder sammen med Virtus.pro i kvartfinalen ved IEM Katowice, så bliver det uden XTQZZZ bag de fem spillere.
Den 33-årige franskmand er torsdag testet positiv for COVID-19, og fredag formiddag skriver han selv på Twitter, at han er begyndt at udvise symptomer på sygdommen.
Jeg testede positiv for COVID-19 i går og udviklede symptomer. Derfor er jeg nu i isolation og ude af turneringen. Jeg vil ikke være i stand til at coache holdet i det mytiske Spodek. Dette er meget svært at acceptere, skriver franskmanden på Twitter.
Coronaramte spillere
XTQZZZ er langtfra den første til IEM Katowice, der bliver testet positiv for COVID-19.
I play-in-stadiet testede ropz positiv, og derfor trådte jks til som standin. Og i gruppespillet afleverede Boombl4 også en positiv test, og han måtte derfor spille fra coronaisolation på hotelværelset.
Både Boombl4 og ropz er dog med i arenaen, når slutspillet løber af stablen i weekenden.
ESL's regler på området er, at spillerne i gruppespillet gerne må spille fra isolation på hotelværelset, men dette er ikke tilladt i slutspillet, hvor holdene rykker fra studiet og ind i arenaen, Spodek, hvor IEM Katowice traditionelt set afholdes.
I stedet for XTQZZZ bliver det G2's holdleder, NiaK, der tidligere har været coach for organisationen, som kommer til at stå bag NiKo, m0NESY og resten af holdet, når de fredag eftermiddag brager sammen med Virtus.pro om en plads i semifinalen mod NaVi.
I dagens anden kamp ved IEM Katowice mødes FaZe og Gambit. Vinderen af den kamp skal møde Heroic i semifinalen lørdag.