
valde og niko slår Snappi 2-0
Det var svært at spå om vinderen af kampen mellem OG og ENCE forud for kampstart.
OG spillede sig videre fra BLAST Premier Spring Groups uden at tabe en kamp, men det var samtidig ikke tophold, de mødte på vejen.
ENCE havde ikke spillet en eneste kamp i 2022 før Katowice, og montenegrinske Maden havde sin debut for holdet til gode. Der var derfor ingen, der vidste hvilken forfatning, ENCE ville møde op i.
OG slog med nød og næppe Renegades i overtid i deres åbningskamp ved play-ins, mens ENCE så imponerende ud mod Entropiq, så ud fra Bo1-kampene ville man kunne fristes til at sige, at ENCE havde en lille favoritværdighed.
Sådan skulle det bare ikke blive på serveren. Her var OG i førersædet gennem hele kampen.
Først var valde ikke til at håndtere for ENCE på Mirage, og derefter var det mantuu og niko, der gjorde livet besværligt for Snappi's trup på Ancient.
Specielt niko var ødelæggende for Snappi's T-side på Ancient. Han endte CT-siden med 129 ADR, 100% KAST og en rating på 2.20.
Det betyder, at OG holder sig ubesejrede i 2022 med en ubrudt sejrsstime på seks vundne kampe.
Snappi og ENCE skal spille mod GODSENT onsdag kl 16:00. Den kamp afgør, hvem der bliver et af de 16 hold ved hovedturneringen, og hvem der må rejse skuffede hjem fra Polen.
























