Rokade: "Den sidste brik i puslespillet"
IGNITE skifter ud.
Det melder organisationen på Twitter torsdag aften.
Beslutningen kommer på et tidspunkt, hvor mandskabet er halvt igennem denne sæson af POWER 1. Division.
Her indtager IGNITE en øjeblikkelig 4. plads lige i hælene på ESIMED Esports, der dog har to kampe i hånden.
I den nye rokade er det Glockey og acne, der er blevet vejet og fundet for lette på det unge mandskab.
Det gør plads til PihLziNh0 og Diirty, der fremover skal repræsentere IGNITE flankeret af popechild, der er hentet ind som ny coach.
Mismatch i rollefordelingen
Dust2.dk har fået en kommentar fra direktør i IGNITE, Konrad Jon Viller-Muusmann, der fortæller, at rollefordelingen ikke stemte:
Vi havde behov for at justere rollefordelingen på holdet, og det kunne ikke lade sig gøre uden ændringer i holdkortet. Pihl og Diirty har begge været en del af IGNITE førhen, og var derfor oplagte. De har hver især evner, der vil gavne den samlede præstation.
Samtidig med tilføjelsen af to nye spillere, er der også fulgt en coach med, og det begrunder han således:
Popechild er den sidste brik i puslespillet, som skal hjælpe med at nå vores ambition om oprykning. Det er vigtigt med en person på sidelinjen og et sæt ekstra øjne på spillet. Én som kan tage en beslutning i pressede situationer og rette op på de fejl, der til tider opstår.
Transferen offentliggøres allerede nu - en lille uge før transfervinduet. Det sker i respekt for spillerne, forklarer han:
Da IGNITE har spillet alle kampe inden transfervinduet, offentliggøres udskiftningerne i respekt for spillerne - så både Glockey og Acne har mulighed for at søge nye veje evt. allerede i denne sæson. De er dygtige og dedikerede, og vi ønsker dem det bedste fremover!
IGNITE består nu af:
-
PihLziNh0
-
Diirty
-
rekz
-
wolflaz
-
zatty
-
popechild (Coach)