Cheftræneren i Flames er optimistisk for 2022.

Forud for Katowice: "Majoren var ikke et fluke"

Dust2.dk har talt med cheftræner og esportdirektør i Copenhagen Flames, Daniel Vorborg, i kølvandet på årets sæsonstart.

2022-sæsonen er nu for alvor skudt i gang, og det samme er Copenhagen Flames. Det bliver en sæson, hvor holdet håber på at kunne opbygge erfaring og for alvor spille sig ind i top 15 i verden kontinuerligt.

Den spæde sæsonstart af 2022 har dog ikke været gnidningsfri i den beskedne mængde officielle kampe, Flames har spillet. Her har man blandt andet tabt til hold som K23 og forZe. Hold, man håber på kontinuerligt at kunne slå i det nye år.

Fokus er dog også et andet sted, hvis man spørger Vorborg, der fortæller, at mandskabet lige nu primært fokuserer på træning og afprøvning af forskellige taktikker.

På nuværende tidspunkt har vi en uge til første kamp til Katowice, så det er de sidste finpudsninger, vi fokuserer på. Vi har ikke haft særlig mange officielle kampe i år, så vi har haft en masse pracc og fået prøvet en masse forskellige ting af. Særligt på de maps vi før har set ringere ud på. Her i den sidste tid handler, og har det handlet om at tage alle de nye ting, man har prøvet af og så bringe det sammen til en spillestil, vi kan bruge til at vinde.

Netop den intensive træning har også betydet, at holdet føler sig klar til at give den gas, når det for alvor løber af stablen i Katowice d. 15. februar:

Vi har som sagt haft en masse tid til at snakke og træne, og jeg synes også, vi er blevet klogere som hold på, hvordan vi gerne vil spille - nu handler det om at få det til at bære frugt i de officielle kampe.

Derfor er der i Flames-lejren også en forsigtig tro på, at man kan gentage de resultater, man blandt andet viste ved majoren i Stockholm, hvor holdet chokerede alt og alle med sejre over hold som FaZe, Heroic og Astralis:

Vi ser det ikke som en fluke, at vi udrettede de resultater (red. resultaterne i Stockholm og til IEM fall), men det er klart, at det bliver svært. Til IEM Fall og Majoren, kom vi ind med en masse momemtum, og vi havde spillet og vundet en masse online kampe, der var med til at give selvtillid.

Faste mål for 2022

Med masser af LAN-erfaring i bagagen, særligt fra majoren i Stockholm, er Copenhagen Flames nu klar på endnu et år i ilden, og nu håber de på, at de for alvor kan bide sig fast i det sjove selskab:

Vi skal bevise, at vi kan spille på et kontinuerligt højt niveau, og at vi kan være med i top 15 i verden kontinuerligt. Det, der skal til, for at vi kommer derhen, er, at indsatsen fra alle på og omkring holdet er i top. Vi er villige til at gøre, hvad end der skal til, for opnå de mål vi har. Hvis vi alle kan kigge os selv i spejlet i slutningen af hver dag og sige, at vi har gjort alt, hvad vi kunne, så kommer vi til at være tilfredse.

Med solide ambitioner er Vorborg altså også positivt optimistisk overfor chancen for igen at kunne kvalificere sig til majoren, der løber af stablen i Antwerpen i maj:

Umiddelbart har vi gode chancer. Som jeg har forstået det, er vi direkte kvalificeret til den eneste RMR, og umiddelbart ville en top 8 ud af 16 hold placering være nok til at kvalificere os. Det bliver ikke nemt, men jeg kan godt lide vores chancer.

I Copenhagen Flames' dokumentarserie får men et unikt indblik i det sammenhold, der er på det danske mandskab, og det er tydeligt at se, at spillerne er åbne og ærlige overfor hinanden og har det godt sammen. Det er en enorm fordel, hvis man skal tro cheftræneren:

Vi respekterer alle sammen hinanden, og vi kan skide godt lide hinanden, så derfor kan vi komme igennem også svære samtaler, uden at det skaber splid på holdet. Umiddelbart tror jeg ikkem at holdet havde overlevet slutningen på sidste år, hvis de ikke havde det forhold til hinanden som de har.

De bedste betting sider med de bedste odds på CSGO kan du finde her.

Hård, dansk konkurrence

Copenhagen Flames er af mange, i løbet af de sidste par år, blevet betragtet som en fødekædeklub på den danske Counter-Strike-scene. Organisationen har ofte leveret store resultater, hvorefter deres respektive holdkort er blevet solgt videre. Det håber Vorborg på, at man fra Flames' side på lidt længere sigt kan sætte en stopper for:

Det er ingen hemmelighed, at vi ikke har i nærheden af de økonomiske muskler, som de 20-30 største klubber i verden har. Derfor er der jo altid chancen for, at én eller flere spiller bliver sendt videre i systemet. Men der skal ikke herske tvivl om, at vores strategi er at blive ved med at investere mere i CS:GO, og det er en af klubbens største og vigtigste mål at bide os fast i verdenstoppen.

Derfor gør det heller ikke opgaven nemmere, når konkurrencen, blandt andet på den danske scene, er så hård, som den er. Der er nemlig rigtig mange konkurrenter at slås med:

Lige nu kan vi ikke rigtig tillade os at tale ind i at være Danmarks bedste hold. Der skal vi bevise os selv igen først. Så pt. er vores mest direkte konkurrent ECSTATIC. Det er imponerende, det de har gang i lige nu, og det er helt sikkert en motivation for os, at vi gerne vil slå fast, at vi er det bedre mandskab af de to. Men når man ikke rigtig spiller i en fast liga, så bruger vi ikke så meget tid på at tænke i danske konkurrenter, da det er sjældent, vi møder dem. Men når vi så gør, så er der helt sikkert lidt ekstra sommerfugle i maven.

Et stadigt uerfarent hold

Copenhagen Flames viste ved majoren i Stockholm nogle af deres allerstørste styrker, men perioden derefter har vist, at holdet også har svagheder, der skal justeres. En af de største er ifølge Vorborg manglen på erfaring:

Jabbi, Nicoodoz og Zyphon er alle meget nye ift. det niveau, vi vil begå os på. Du kan argumentere for, at det stadig er nyt for dem at være i top 50, og Zyphon og Nicoodoz var dårligt vant til at spille faste HLTV-kampe, før de kom til Flames. Det er bestemt ikke optimalt at have 60% af at hold være bestående af uerfarne spillere, og det har også gjort, at kravene til de tre har været høje, ift. hvad de måske havde været, hvis det var en af dem og fire veteraner.

Det gør det derfor heller ikke nemmere, at Copenhagen Flames foretrækker en spillestil, hvor man i rigtig høj grad agerer på baggrund af modstanderens træk:

Den stil af CS:GO vi spiller kræver også rigtig meget af den enkelte spiller, fordi vi vil rigtig gerne spille meget løst og reagere på den information, vi får i løbet af runderne. Det kræver, at man har en god forståelse af mappet og de rotationer modstanderen laver, hvilket kan være svært for mindre erfarne spillere at gøre instinktivt og hurtigt midt i runderne.

På trods af holdets svagheder mener Vorborg dog også, at mandskabet har styrker, der slet ikke kan undervurderes:

Jeg vil mene, at vores største styrke er den kultur, vi har på holdet. Derudover, at vi er enormt fleksible ift. vores spillestil. På T kan vi spille enormt spredt ud og reagere på reaktioner og rotationer, som man f.eks. kan se i en kamp som på Vertigo mod Heroic til Majoren, men vi kan også spille kompakt og gå sammen og trade kills ud. Samtidig på CT kan vi ændre på, hvem der spiller i rotationen på maps, om vi spiller aggressivt eller kompakt osv. Alt sammen afhænger af modstanderens spillestil, og jeg vil vove at påstå, at vi kan spille på flere forskellige måder end de fleste tier 1 hold.

Daniel Vorborg og Copenhagen Flames får meget snart lov til at bevise, hvor langt deres styrker rækker, når de om præcis en uge spiller IEM Katowice 2022 Play-In, hvor fnatic venter i deres åbningskamp.

Copenhagen Flames består af:

  • Danmark nicoodoz

  • Danmark HooXi

  • Danmark Jabbi

  • Danmark Zyphon

  • Danmark roeJ

  • Danmark Vorborg (coach)

#1(Med 0 svar)
8. februar 2022 kl. 21:39
JernLars
Held og lykke!
#2(Med 5 svar)
8. februar 2022 kl. 22:15
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
Det er om at gribe chancen. Dem er der ikke mange af, når man ikke er partnerhold.

Husk altid at tjekke cubby på Inferno - Krimz yndlingsspot
Vær klar på at Alex altid prøver at lave gimmicky solo plays - spam smokes
Undgå Brollan

:)
#3(Med 1 svar)
8. februar 2022 kl. 23:09
str1x
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
Jamen goddag Hr. analyst. Hvornår bliver du mon signet? :))
#6(Med 0 svar)
9. februar 2022 kl. 08:35
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
😂😂
#4(Med 1 svar)
8. februar 2022 kl. 23:24
vorborg
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Nu må vi se om det er inferno vi skal ud på i en bo1 :^)
#5(Med 0 svar)
9. februar 2022 kl. 08:35
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
Haha, havde glemt at det var bo1 😂

I tager den. De har gode spillere, men i har en bedre gameplan, det er jeg sikker på.
#7(Med 0 svar)
10. februar 2022 kl. 21:19
bruja
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Sølv Sæsonkort Sæson 15
Dansk håb for en analyst til WePlay, nu hvor pimp er ude 😅👍🏻
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.