
Tricked leverer stor overraskelse mod landsmænd
Tricked er nu på en 1-0 score i swiss gruppespillet i Pinnacle Winter Series 1, efter danskerholdet besejrede Sprout.
Det tyskejede Sprout-mandskab, der tæller to danskere i form af raalz og Staehr, var ellers store favoritter forud for opgøret, men Tricked ville ikke lade sig besejre, selvom Sprout ligger 32 pladser over danskerholdet på verdensranglisten.
Opgøret startede ellers som de fleste havde forventet, da Sprout vandt 16-8 på første map. Tricked slog dog igen på andet map, og på tredje map vandt danskerne en sand neglebider.
Kampens resultatet betyder dog ikke, at de to hold er hverken videre eller ude.
Trickeds score er nu 1-0, mens Sprouts er 0-1. Når et hold rammer tre sejre, går holdet videre, mens det ryger ud med tre nederlag på kontoen.
Turneringen tæller en samlet præmiepulje på 448.000 kroner, mens der også er en plads til LAN Sweet LAN 2022 til vinderholdet.
Udover Tricked og Sprout er også hold som Apeks, SKADE, Dignitas og Endpoint med i Pinnacle Winter Series 1.