ESL og partnerhold forlænger Louvre-aftale

De 14 hold og turneringsarrangøren forlænger samarbejdet til 2025. Heroic bliver ikke nævnt, men forventes at tilslutte sig holdene til efteråret.

Den store Louvre-aftale, der gør partnerholdene til medejere af ESL Pro League, bliver forlænget til 2025. Det er alle 14 organisationer, der har underskrevet aftalen og som derfor binder sig til deltagelse ved ESL-turneringer i de næste tre år.

Som del af Louvre-aftalen har holdene direkte adgang til ESL Pro League og en del af ESL's andre turneringer.

Det er derfor en stor fordel at være partner, når det kommer til at holde sig i toppen af ranglisterne og kvalificere sig til de helt store turneringer som IEM Katowice og IEM Cologne.

Kommisæren for ESL Pro League, Alex Inglot, fortæller hvad forlængelsen også betyder.

Det er ikke kun en forlængelse af aftalen. Det udvider også muligheden for højere omsætning og er en forsikring om fortsat støtte af den amerikanske scene. Det sikrer også, at vi kan diskutere bæredygtigheden af langsigtede projekter, som f.eks. en CS:GO-fokuseret NFT strategi.

Heroic var et af de tre hold, der købte sig ind i Louvre-aftalen i slutningen af 2021. De er dog ikke trådt officielt ind i fællesskabet endnu og drager derfor ikke fordel af invitationer og indtægter.

Det er ikke meldt ud, om Heroic også har underskrevet forlængelsen, men det må formodes at ske, når organisationen bliver officiel partner senere på året.

Faktaboks

Louvre-aftalen blev indgået mellem ESL og 13 hold i starten af 2020, som reelt gjorde holdene til medejere af ESL Pro League. Med medejerskabet følger også del i overskuddet, såfremt holdene lever op til forpligtelserne i aftalen, som blandt andet foreskriver, at de skal promovere ESL Pro League, stille spillere og coaches til rådighed til interviews og henvise til ESL's rangliste.

Siden aftalen blev indgået er 100 Thieves, som ikke satser på CS:GO længere, trådt ud, mens BIG, FURIA og Heroic har købt sig ind.

Du kan læse hele aftalen ved at trykke her.

Følgende 15 hold er en del af Louvre-aftalen:

Danmark Astralis

Danmark Heroic

ENCE

FaZe

G2

MOUZ

BIG

Verden Complexity

USA Liquid

USA Evil Geniuses

fnatic

FURIA

Natus Vincere

NIP

Vitality

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.