Hungry takeaways: 3 ting vi lærte af BLAST Premier World Final

Det triste ved major-blues, det fede ved studieevents og en perfekt afslutning på året.

Dette er en klumme bragt til dig i samarbejde med Hungry. Klummen er udelukkende et udtryk for forfatterens personlige holdning baseret på den pågældende turnerings resultater.

Hungry takeaways er en artikelserie, hvor Dust2.dk i samarbejde med Hungry samler op på tre udvalgte ting efter de største turneringer.

1. Slut året med en major

Det her handler for så vidt ikke kun om BLAST Premier World Final, men om turneringerne de sidste par måneder - siden PGL Majoren i Stockholm i begyndelsen af november.

For når vi til årets sidste turneringer har flere såkaldt døde lineups, så dræber det - hvad end man vil det eller ej - konkurrencen.

Jovist kan der ske overraskelser som med Vitality og Liquid, men det er nu engang fedest at se turneringer, hvor alle spillerne er fuldt til stede på deres nuværende hold, og turneringen ikke overskygges af spekulationer om nye hold og transfers.

Derfor kunne løsningen være at slutte kalenderåret af med et brag, og hvorfor ikke det største af det største: Majoren. På den måde kan både spillere og fans gå på ferie med det bedste af det bedste.

Efter majoren i Stockholm har der været flere døde lineups.

2. Studiesetups har sin berettigelse

Selvom jeg knuselsker fyldte arenaer med hold på scenen og fans på lægterne, så viste BLAST Premier World Final, at CS:GO i et studie for alvor kan noget. For når fansenes larm ikke overdøver lydbilledet, så kommer seerne fra tid til anden tættere på.

Eksempelvis når Stewie2K beder Gambit-gutterne om at slappe af, når apEX råber og skriger efter en vundet runde, eller når vi en sjælden gang imellem får lidt af holdenes interne kommunikation at høre.

Det giver en helt ny dimension til oplevelsen, og derfor synes jeg, at man med fordel kunne gøre det oftere til turneringer, der ikke helt kan trække en fyldt arena.

Det kunne eksempelvis være de mindre turneringer som BLAST Premier-gruppespil, som med fordel afvikles fast i studiet.

3. 2021 opsummeret i én turnering

Det bringer os videre til det sidste punkt. For hvis du havde bedt mig om at opsummere 2021 i én turnering, så ville BLAST Premier World Final være et perfekt bud.

NaVi er fuldt fortjente mestre efter et år, hvor de har vundet de største turneringer og over 28 millioner kroner i præmier, og s1mple har nok engang vist, at han er fra en anden planet.

Oven i det opretholdt b1t sin 100 procent winrate på LAN, der nu tæller fire turneringer, IEM Cologne, PGL Major, BLAST Premier Fall Final og BLAST Premier World Final.

Gambit må vi dog ikke glemme, for efter at have haft et solidt første halvår af 2021, gik det lidt i stå for det unge russiske mandskab. De kom dog fortjent tilbage i bevidstheden hos de fleste, og jeg personligt ser frem til at se, hvad nafany og kompagni har at byde på i 2022.

Slutteligt var turneringen også et punktum for et 2021, der for Astralis ikke har været ideelt. Ikke et eneste trofæ har holdet vundet i år, og det er første gang nogensinde.

Lucky ender dermed som den eneste af de fem spillere, der har vundet en turnering i år, og det var da han og Tricked vandt Elgiganten Ligaen sæson 16 i april. Derfor er det også tid til juleferie og til at få praccet igennem, så 2022 ikke ender som 2021 - trofæløst.

#1(Med 0 svar)
21. december 2021 kl. 15:54
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
Jeg ved ikke hvorfor (der er nok flere grunde), men synes spillerne gav den ekstra gas med underholdningen under kampene i blast-studiet.

Hvis der er flere studie-lans, så skal de andre arrangører tage ved lære.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.