
Nu skal den sidste finalist findes
Nu skal den sidste finalist ved IEM Winter 2021 findes.
Opgøret står mellem sygdomsramte NIP og formstærke G2, hvor der er en mulighed for en pokal samt vigtige ranglistepoint.
De svenske ninjaer har i den sidste periode haft det sværere, end de nok selv havde håbet på, og de har da heller ikke været fejlfrie ved IEM Winter, hvor de blandt andet har tabt maps mod hold som OG og GODSENT.
Derfor gjorde det heller ikke livet lettere for NIP, da organisationen i går kunne offentliggøre, at device sidder over grundet sygdom.
Det betyder, at phzy, der normalt tørner ud for Young Ninjas, får debut for førsteholdet.
Her skal han ud i en vaskeægte ilddåb, når NIP skal forsøge at spille sig videre til finalen mod G2, der har set stærke ud i den sidste lange periode.
Vinderen af opgøret spiller søndag 16:00 finale mod Vitality, der netop har sendt Virtus.pro ud i mørket med en 2-0-sejr.



























