Ifølge blameF har Astralis-mandskabet god grund til at være stolte.

blameF: "Vi kan være stolte"

Dust2.dk fangede blameF efter nederlaget til Vitality.

Astralis blev torsdag aften sendt i Lower Bracket af Vitality efter en tæt kamp, der måtte ud i tre maps, før en vinder kunne findes.

Efter kampen fangede Dust2.dk blameF, og den 24-årige dansker kunne trods nederlaget tage et par positive ting med fra kampen.

Jeg synes, det er en tæt kamp, hvilket vi godt kan være stolte af. Det er et godt hold, vi spiller mod. Den kunne lige så godt have endt 2-0 til os, hvis vi havde lukket Nuke, så jeg synes, at vi godt kan være stolte af, hvordan vi har spillet, men vi ville selvfølgelig gerne have vundet, siger blameF.

I runde 17 på første map, Nuke, leverede Astralis-stjernen et højdepunkt af de bedre, da han fra høj på Nuke lavede et ace med deaglen.

Også det kom danskeren omkring efter kampen.

Det var sygt heldigt, haha. Ej, det var ikke sygt heldigt, men vi havde fuld eco. Jeg tror, jeg havde sparet en deagle fra sidste runde, og så spurgte jeg holdet, om vi ikke bare skulle stacke indenfor, fordi jeg tænkte, de ville rushe indenfor.

Og ikke nok med, at de rushede indenfor, og at jeg dermed havde det rigtige read, så fik jeg også et ace, så det var jo bare en fed runde for mig, lyder det med et smil fra blameF.

Stadig ikke på toppen

I onsdagens åbningskamp, hvor NIP blev sendt til tælling, kom det efterfølgende frem, at blameF havde kastet op før, under og efter kampen. Han understregede dog, at han er i bedring, selvom han stadig ikke er helt på toppen.

Jeg har det meget bedre, end jeg havde i går, men jeg har alligevel ligget og kastet op det meste af dagen, så det er først her til slut, at jeg er begyndt at få det bedre. Det hjælper ret meget, når man sidder og spiller en officiel kamp. Så bliver man lidt suget ind i det, og så tænker man ikke så meget over, om man har det dårligt. Jeg har stadig lidt feber og nogle forskellige ting, men det er blevet meget bedre siden i går. Helt sikkert.

Er du frisk til i morgen?

Ja, jeg burde været helt frisk til i morgen. Det regner jeg med, siger danskeren og tilføjer, at han sagtens kan se holdet nå langt i turneringen, der fredag rykker ind på scenen i Royal Arena.

Jeg tror godt, vi kan nå rigtig langt. Bare fordi vi har tabt en enkelt kamp, betyder det ikke, at vi skal føle os slået ud nu. Jeg tror også, at mange på det her hold performer godt under det ekstra pres. Så når vi møder publikum, kan det være, at vi performer endnu bedre. Det håber jeg i hvert fald. Jeg tænker, at vi sagtens kan nå til finalen eller i hvert fald nå langt, siger blameF.

Astralis møder enten BIG eller FaZe fredag aften i Lower Bracket i BLAST Premier Fall Finals.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.