
Majoren i perspektiv: Her er de bedste spillere
Majoren i Stockholm blev søndag aften rundet af, da NaVi, efter en fejlfri turnering, kunne forlade Sverige som sejrherrerne efter en turnering, hvor ingen kunne røre dem.
I denne artikel får du det fulde overblik over majorens største stjerner, mens vi også kaster et lys på majoren i Berlin, hvor der ikke er mange gengangere blandt spillerne med de bedste præstationer.
Østeuropæisk dominans
Majoren i Stockholm skrev sig selv i historiebøgerne som den major, hvor østeuropæerne for alvor skød fra sig med toppræstationer fra store navne som s1mple, NiKo og electronic.
Det blev cementeret, da NaVi søndag aften sejrede i finalen mod G2, hvorefter urørlige s1mple blev kåret som turneringens MVP efter en vanvidsturnering med flot spil i samtlige kampe.
Den østeuropæiske dominans er da også til at få øje på i statistikkerne, hvor både s1mple, NiKo, electronic og B1T er at finde i top-5 over spillere med de bedste ratings ved majoren.

Også lige udenfor top-5 er Østeuropa godt repræsenteret, hvor frozen, sh1ro og broky er at finde med flotte tal.
Meget er sket på to år
Den eneste spiller i top-5, der ikke kan bryste sig af østeuropæisk islæt er Zyw0o, der afsluttede turneringen med en rating på 1.3.
Netop den rating kunne næsten have væltet electronic af pinden i Berlin, da russeren i sin tid tog førertrøjen med en rating på 1.31.
Tilbage ved majoren i Berlin var det dog Astralis, der med en finalesejr mod AVANGAR tog major-titlen, og her var frontløberne, baseret på rating, da også nogle helt andre end dem vi så i Stockholm.

Selvom electronic også dengang spillede en flot turnering, var det device, der sammen med major-titlen også blev kåret som MVP efter 13 maps med en gennemsnitlig rating på 1.26.
I Berlin var det således nordeuropæerne, der dominerede turneringen, da danske og finske spillere tog fire ud af fem pladser i top-5 over bedste ratings.
Lige udenfor top-5 var der også en genganger i form af Zyw0o samt amerikanske EliGE og Brehze, der satte sit aftryk på Starladder Major i Berlin.
Det er endnu ikke annonceret af Valve, hvor og af hvem den næste major skal afholdes.




















