
Lyngby er klar til finalen: 250.000 kr. og LAN på højkant
Lyngby Vikings er klar til finalen i Pinnacle Fall Series 2, efter det danske hold besejrede MOUZ NXT i semifinalen.
Det var ellers MOUZ' ungdomshold, der startede bedst ud, da de vandt første map 16-12.
Herefter måtte Lyngby diske op med et mindre comeback for at vinde andet map 16-14. På tredje map var der ikke tvivl om, hvem der ville løbe med sejren, da Lyngby spillede helt forrygende og kørte MOUZ NXT over.
Lyngby Vikings er nu klar til turneringens finale, hvor der er både et stort pengebeløb og en LAN-plads på højkant.
Hvis Lyngby vinder den sidste kamp, kan de se frem til lige over 250.000 kroner.
Derudover kvalificerer de sig også til LAN Sweet LAN 2022, der spilles i Serbien i april. Her er hold som Virtus.pro, MOUZ og OG klar til at dyste om 1,6 millioner kroner.
I finalen venter enten HAVU eller Entropiq.

























