
Stort galleri: Kom med bag kulisserne hos BLAST
Ved første øjekast er det ikke til at se, at én af de største turneringer produceres herinde, da Dust2.dk kører ind i industriområdet Priorparken i Brøndby.
En lang ensrettet, to-sporet vej med kæmpe store haller på hver side. Det eneste, der for alvor springer i øjnene, er PostNords postcentral og de karakteristiske blå lastbiler.
Men et lille skilt ved nummer 800 afslører, at vi er det rigtige sted.

Produktionens hjerte
Vi lægger ud ved hjertet af det hele. Metervis af kabler og flightcases med forskellige elementer, der ved første øjekast ser kaotisk ud.
Men ifølge Lasse Kempf, der er teknikdirektør hos BLAST, er der langt færre kabler end normalt ved en produktion af BLAST's størrelse.
Årsagen er, at der for nyligt blev investeret ganske betragteligt og indkøbt state-of-the-art-udstyr, der eftersigende er førende i branchen.
Det er også det her, der skal sættes op i Royal Arena til november, når BLAST Premier Fall Finals løber af stablen. Og der er det om at arbejde i døgndrift, for Lasse Kempf og de andre har kun 48 timer fra sidste udsendelse i studierne i Brøndby, til showet i Royal Arena skal skydes i gang.


Vi går videre til den lille skurvogn, der står på modsatte side af gangen. Her sidder James Banks og laver interviews med spillerne.


I forlængelse af skurvognen er der sat en række gamersetups op, så analytikere, eksperter, kommentatorer og resten af holdet bag produktionen kan sætte sig og spille, når tiden er til det.

Briefing inden BLAST Showdown
Bag ved teltet med gamerstationer er der et telt mere, hvor der desuden er et par sofaer, et par computere og et tv.


Fra den interimistiske stue, hvor værterne sidder, går vi ind bag det store sorte tæppe. Her er studiet, hvor både analyst-desk og kommentatorbordet er. Desuden er der også området, hvorfra de sender segmentet Overtime.
Der har for nyligt været sendt SpikeNations, så derfor er flere af bannerne i dag ved at blive skiftet.





I forlængelse af studiet er der rigeligt plads. Her skal der efter planen fjernes to søjler og i stedet sættes en stålbjælke på 28 meter og med en vægt på 23 tons op for at støtte taget.
Med den manøvre kommer der til at blive et kæmpemæssigt areal til et kommende studie, hvor også andet end CS:GO kan produceres.

Oversættere on-site
Vi runder af med teltene på den anden side af midtergangen fra hvor værter og eksperterne sidder. Her er hele holdet, der både producerer world-feedet, player-cams, slowmotion-videoer og meget andet.
Blandt andet også de videosekvenser, hvor holdenes teamspeak-optagelse bliver bragt.
Her understreger Lasse Kempf dog, at intet bringes uden holdenes accept, og at alt materiale gennemgås af mindst to led for at sikre, at der ikke er noget kompromitterende, der ryger ud.
Desuden er der også oversættere på stedet til at få oversat de klip, hvor der ikke tales engelsk eller dansk.





