Efter modstand: Eksperter kommer alligevel til majoren i Stockholm
Der kommer alligevel til at være eksperter i Avicii Arena, når PGL Major 2021 skydes i gang til november.
Det skriver PGL's CEO Silviu Stroie fredag eftermiddag på Twitter.
Jeres bønner er blevet hørt. Eksperterne til PGL CS:GO Major Stockholm 2021 kommer til at være med jer inde i Avicii Arena, skriver CEO'en på Twitter.
Så sent som torsdag i denne uge skrev Thorin, der er en af eksperterne, ellers på Twitter, at eksperterne skulle være et andet sted end spillerne.
Dermed får publikum i Avicii Arena altså Richard Lewis, moses, Thorin og resten af det i alt 16 mand store hold af eksperter, kommentatorer og værter at se til majoren, hvor slutspillet som bekendt spilles fra 4. til 7. november i arenaen.
Til majoren er de fleste af de 24 deltagende hold fundet. De sidste deltagende hold findes i denne uge, når de sidste IEM Fall-turneringer er spillet.