
Lægger sag an mod argentinsk organisation
Immortals Gaming Club (IGC), som blandt andet ejer MIBR, lægger nu sag an mod den argentinske organisation 9z.
Det skriver Dexerto.
Striden skulle angiveligt skyldes, at 9z ikke har betalt den aftalte transfersum for spilleren meyern. Den argentinske spiller skiftede til MIBR i december 2019, og blev efterfølgende købt af 9z i juni 2020.
På baggrund af dette har IGC nu lagt sag an mod 9z ved den øverste domstol i Californien, med begrundelsen at 9z har brudt kontrakten imellem de to organisationer. Ifølge kontrakten, som Dexerto har fået indsigt i, skulle 9z nemlig have betalt en transfersum på knap 220.000 kroner.
Ifølge IGC har 9z dog endnu ikke betalt en krone af denne transfersum. Dexerto skriver desuden, at skulle domstolen i Los Angeles ende med at tage IGCs side, så vil den nordamerikanske organisation tage sagen videre til ESIC, hvilket altså ligeledes kan resultere i sanktioner mod 9z.
"Esport har problemer med brodne kar, som udnytter andre for økonomisk gevinst"
Dexerto har talt med Tomi Kovanen, chief operating officer hos IGC, som fortæller mediet, at retssagen ikke i så høj grad handler om transfersummen, men mere at kaste lys over dårlig opførsel på esportsscenen.
Som enhver anden spirende industri, så har esport problemer med brodne kar, som udnytter andre for økonomisk gevinst. Hold skriver under med spillere med kontrakter, der ender med at straffe spilleren, tilbageholder løn eller nægter at overholde aftaler, og turneringsarrangører forsvinder uden at betale præmiepenge, fortæller Tomi Kovanen, og fortsætter:
Vi bliver nødt til kollektivt at forlange mere. Det er muligt at reducere de her problemer ved at samarbejde med holdene, ESIC og turneringsarrangørerne, men det kræver at vi alle handler kollektivt.
Uanset om vores retslige efterspil hjælper med at få inddrevet transfersummen, så håber vi, at det kan fungere som en katalysator, der sætter gang i en større form for samarbejde imellem interessenterne, som kan modvirke brodne kar i denne industri.
Bankproblemer satte en stopper for overførslen
Dexerto har ligeledes talt med Mariela Silvi, PR-director for 9z, og hun forklarer over for mediet, at den argentinske organisation har forsøgt at betale transfersummen til IGC, til trods for at sidstnævnte påstår anderledes.
Ifølge Silvi blev transfersummen betalt "til tiden og som aftalt", hvilket blandt andet var grunden til, at meyern kunne deltage i turneringer med 9z.
Det der skete, var, at i det øjeblik, i juni 2020, midt i en global pandemi, indførte Argentinas centralbank nye regulativer, som blandt andet begrænsede bankoverførsler i udenlandsk valuta og overførsler i dollars for betalinger af gæld, fortæller Mariela Silvi, og forklarer yderligere:
Situationen taget i betragtning, så blev det aftalt, at 9z skulle lave en betaling med særpræg, som vi af fortrolige årsager ikke kan offentliggøre.
Dexerto kan desuden fortælle, at der de seneste år har været adskillige påstande om manglende lønninger fra 9z. Blandt andet har to League of Legends-trænere påstået, at de aldrig har fået deres retmæssige løn og præmiepenge. Dette har 9z dog efterfølgende benægtet på Twitter.
9z's CS:GO-hold er netop nu rangeret som nummer 50 i verden, og har blandt andet kvalificeret sig til BLAST Premier Fall Showdown.



















