
Vikingerne falder i semifinalen
Lyngby Vikings må se sig slået ud af Malta Vibes Knockout Series i semifinalen efter et nederlag til tjekkiske Sinners.
Danskerne ender dermed på 3.-4.-pladsen, hvor de indkasserer lidt mere end 25.000 kroner i præmiepenge, som de har optjent ved at nå semifinalen.
De første to runder i slutspillet tildelte dem godt 6.300 kroner hver, mens en semifinaleplads belønnes med det dobbelte, hvorfor Lyngby Vikings altså kan gå fra turneringen med de 25.000.
Vikingerne nåede som det eneste danske hold slutspillet, efter de sendte Astralis Talent ud, mens også Tricked stemplede ud i første stadie før slutspillet.
Danskerne taber den på gulvet
Lyngby fik ikke et ben til jorden på semifinalekampens første map, da tjekkerne høstede 12 runder i første halvleg. Vikingerne vandt pistolrunden efter sideskiftet, men mere blev det ikke til, da en velspillende NEOFRAG skød sit mandskab til en overbevisende sejr.
Den tjekkiske riffelspiller opnåede en rating på hele 2.48 med 34 kills på de 20 runder, det tog at nedlægge Lyngby Vikings.
birdfromsky og kompagni måtte dog hurtigt ryste nederlaget af sig, da Sinners mapvalg stod for døren, og trods en sløv start for danskerne blev det en ganske tæt omgang.
Vikingerne erobrede og fastholdte føringen frem til 24. runde, hvor Sinners igangsatte en slutspurt og strikkede de nødvendige seks runder sammen for at tage sejren for næsen af danskerne med cifrene 16-14.
























