
Hungry takeaways: 3 ting vi lærte af ESL Pro League Sæson 14
Dette er en klumme bragt til dig i samarbejde med Hungry. Klummen er udelukkende et udtryk for forfatterens personlige holdning baseret på den pågældende turnerings resultater.
Hungry takeaways er en artikelserie, hvor Dust2.dk i samarbejde med Hungry samler op på tre udvalgte ting efter de største turneringer.
Sublime s1mple
Det er muligt, vi har været omkring det før, men vi bliver nødt til at bruge spalteplads på det nok engang, for s1mple er bare på et overjordisk plan.
Ukraineren tog søndag aften MVP-titlen for tredje gang i træk, hans femte i år, og der kan ikke længere være tvivl om, hvem der være øverst, når HLTV til januar kårer verdens bedste spiller.
Når s1mple for alvor er varm, er det slet og ret en fryd at betragte. Han får det til at se så legende let ud, og et bragende eksempel på ukrainerens evner fik vi at se mod Heroic i semifinalen.
At man i en semifinale i ESL Pro League kan levere et ace er i sig selv en bedrift. Men når man som s1mple gør det i to runder i streg, så vidner det om, hvilket niveau han er på. På efterfølgende og afgørende map var han igen på spil. Denne gang var det Nuke, hvor han på stigen i vent laver to no-scopes på henholdsvis TeSeS og refrezh.
Bevares, der er held indblandet. Men man kan ikke komme udenom, at s1mple er en gudsbenådet spiller, der bliver bedre og bedre for hver turnering, og når finalen i majoren spilles den 7. november, er forventningen - i hvert fald fra min side - at s1mple også er at finde som deltager - og jeg vil ikke være overrasket, hvis han nok engang tager både trofæ og MVP-medalje med hjem.
G-Who?
Indrømmet; Jeg troede ikke, at jeg skulle skrive følgende sætning, men: G2 har et katastrofalt lavt bundniveau. At man i en gruppe med forZe, OG, Complexity, Virtus.pro og Sinners kan ende sidst og så endda med et rundt 0 på pointkontoen er over min fatteevne.
Jeg er med på, der er forskel på, hvilke turneringer man prioriterer, men når man er nummer tre på verdensranglisten, så er det slet og ret pinligt og en regulær katastrofe for G2.
Det er ikke for at tage noget fra hverken forZe, OG eller Complexity, der tog slutspilspladserne, men G2’s præstation haltede gevaldigt, og det viste sig også i statistikkerne.
De var blandt de dårligste til at vinde åbningsdueller, og når det er kombineret med at være tredjedårligst i 4v5-situationer, så er resultatet ikke længere så overraskende.
Kigger vi på det individuelle plan, så kan man også begynde at finde skurkene. JaCkz, der skulle vinde åbningsduellerne, er blandt turneringens dårligste spillere, og det samme er nexa og AmaNEk.
Så hjælper det ikke, at man har NiKo, der nok engang var i top 10, på holdet. For uanset hvor stor en rygsæk eller store lommer bosnieren må have, så er det altså umuligt at carry de tre førnævnte i mere end de tre maps, som G2 fik skrabet sammen i deres fem kampe.
Sikkert er det, at G2 skal stramme gevaldigt op til BLAST Premier Fall-gruppespillet, der skydes i gang på mandag, hvor de møder MIBR.
Var det det for “CIS-dominansen”?
Jeg er med på, det kan være selvmodsigende at stille spørgsmål ved CIS-regionens hold, når denne klumme har dedikeret et afsnit til s1mple, men den dominans, CIS-regionens hold har vist tidligere på året, var ikke lige så total i denne turnering.
Bevares, NaVi var igen igen de bedste og viste, hvorfor de er nummer ét i verden. Men Gambit viste for en sjælden gangs skyld svaghedstegn. Først mod Liquid i gruppespillet, der var lige ved at slå russerne på Vertigo og dermed tage en 2-0-sejr. Gambit fik dog kæmpet sig tilbage og tog sejren.
Men i næste kamp gik den ikke længere. Her kunne NIP med en sejr og lidt hjælp fra Liquid tage en slutspilsplads. Og den dårlige præstation blev så gentaget i kvartfinalen, hvor Vitality ganske enkelt drev gæk med Nafany, sh1ro og kompagni på både Inferno og Vertigo, sidstnævnte havde Gambit ikke tabt på i 16 foregående kampe.
Ser man bort fra de to tophold, så er det et broget billede. forZe, der kom med på et afbud, i den grad fik vist sig frem og nåede slutspillet. Desuden fik Entropiq også budt flere af gruppemodstanderne op til dans.
Men Spirit og Virtus.pro, der det meste af året har været - og fortsat er - fast inventar i top 15, var ganske enkelt skræmmende ringe. Begge hold sluttede uden for slutspilspladserne i gruppespillet, og især for Virtus.pro var det kritisabelt, når de i en gruppe med G2, OG, forZe, Complexity og Sinners blot formår at skrabe seks point sammen.
Det brogede billede af CIS-holdenes færd i ESL Pro League er en kærkommen menneskeliggørelse af især Gambit, der ellers har været skræmmende stærke gennem det meste af året.
Det naturlige spørgsmål er dog også, om den CIS-dominans, der blev varslet tidligere på året - og især efter IEM Katowice, er aflyst, eller om holdene blot viser deres sande niveau nu.

















