
Copenhagen Flames buldrer videre
Copenhagen Flames er videre i Malta Vibes Knockout.
Det står klart, efter tirsdagens første kvartfinale i Malta Vibes, hvor de stod overfor Dignitas.
Her skulle Copenhagen Flames forsøge at fortsætte den fine form, de har vist efter spillerpausen, blandt i seneste kamp i turneringen hvor det blev til en 2-0-sejr over O PLANO.
Det så da også i første omgang ud til, at netop de cifre skulle gentage sig tirsdag, da de to hold skød kvartfinalen i gang på Nuke. Her startede Copenhagen Flames på CT-siden, og det var et stærkt dansk mandskab, der fra begyndelsen skød fra sig.
Men ved stillingen 10-1 til Flames tog Dignitas fat og indledte jagten på et comeback. Det blev vellykket, for trods et par runder til Copenhagen Flames, så fastholdt Dignitas momentum og sikrede første map 16-13 efter en særdeles stærk CT-side.
Herefter ventede Ancient, og som med første map, var det igen en tæt affære. Som på Nuke fik Copenhagen Flames opbygget en solid føring, før Dignitas vågnede op og fik bragt balance i regnskabet.
Det blev endda til en Dignitas-føring efter pausen, men ved stillingen 14-13 trådte HooXis tropper på speederen og sikrede mappet 16-14.
Det skulle derfor afgøres på Vertigo, og her lagde Copenhagen Flames bedst fra land på T-siden. Dignitas fik dog kæmpet sig tilbage, blandt andet med et ace fra hallzerk, og det var en snæver pauseføring på 8-7, Copenhagen Flames kunne tage.
Efter pausen bed Dignitas fra sig og fik lagt afstand til danskerne. Ved stillingen 11-8 til Dignitas, så det for alvor svært ud, men så tog Copenhagen Flames, og især roeJ, ved og bankede de otte fornødne runder på boardet, og dermed tog de mappet 16-11 og sejren 2-1.
Dermed er Copenhagen Flames klar til semifinalen, hvor enten Entropiq eller Lyngby Vikings venter. De to spiller senere tirsdag.



























