
Riffelduo skyder Lyngby Vikings i kvartfinalen
Det går ganske godt i Lyngby Vikings for tiden.
Den seneste uges tid har holdet spillet sig videre til slutspillet i både European Development Championship 5 og i Malta Vibes Knockout.
Netop i sidstnævnte skulle det danske mandskab mandag i ilden, hvor bulgarske SKADE ventede i ottendedelsfinalen. Og det blev en godkendt start på ugen for birdfromskys tropper.
Holdene lagde ud på Dust2, hvor Lyngby Vikings fra CT-siden sørgede for en gedigen føring på 13-2 inden sidebyttet. Især FASHR og maNkz viste sig fornemt frem, og de var da også en stor del af grunden til, at Lyngby Vikings efter pausen kunne tage de sidste runder til en samlet 16-6-sejr på første map.
Herefter ventede Vertigo, og trods en mere jævnbyrdig affære, så var det den danske duo af maNkz og Daffu, der sørgede for en pauseføring på 9-6. Efter pausen steppede FASHR også op og endte igen øverst på boardet sammen med maNkz på mappet, som Lyngby Vikings vandt 16-11.
Dermed tager Lyngby Vikings sejren 2-0 og er nu klar til kvartfinalen i Malta Vibes Knockout, hvor Entropiq venter. Den kamp spilles tirsdag i denne uge klokken 13:00.
Går birdfromsky og co. også videre fra den kamp, venter vinderen af opgøret mellem Dignitas og Copenhagen Flames.























