
Vitality sender Bad News Bears ud i mørket
ESL Pro League blev mandag skudt i gang med opgør i gruppe A, og igen tirsdag er der kampe på programmet.
Det første af dagens opgør skulle stå mellem Vitality, der vandt over ENCE mandag, og Bad News Bears, der fik læsterlige tæsk af Heroic i deres åbningskamp i turneringen.
Bad News Bears fik i kampen mod Heroic blot fem runder samlet over de to maps, og det resultat blev drastisk forbedret mod Vitality.
De to mandskaber lagde ud på Inferno, der var Bad News Bears' pick, og her bed nordamerikanerne og især Swisher fra sig. Således endte han med flest kills af alle i kampen.
Lige lidt hjalp det dog, og Vitality kunne gå til pause med en 9-6-føring. Anført af shox og ZywOo fortsatte franskmændene takterne efter pausen og tog mapsejren 16-9.
Bjørnene bider fra sig
Herefter ventede Overpass, og det blev en endnu tættere affære. Her tog Bad News Bears pistolrunden, inden Vitality svarede igen ved at opbygge en 5-1-føring.
Anført af Shakuzullah svarede nordamerikanerne dog igen og bragte balance i regnskabet og fortsatte med at banke runder på boardet. Således kunne de tage en pauseføring på 9-6.
Efter pausen gik gassen dog af ballonen for Bad News Bears samtidig med, at især misutaaa og ZywOo trådte i karakter. Her tog de 10 runder i streg og kunne således notere endnu en mapsejr på 16-9. Dermed vandt de kampen 2-0.

Der er stadig to kampe på programmet i ESL Pro League tirsdag. De kan ses på streamen herunder.






















