INS, Hatz og resten af Renegades kommer ikke til at stille til start i ESL Pro League.

Rejseregler spænder ben: Renegades ude af ESL Pro League

Australierne kommer ikke til at spille ESL Pro League på grund af rejserestriktioner. I stedet går pladsen til et russisk mandskab.

Når ESL Pro League sæson 14 skydes i gang i denne måned, bliver det uden Renegades.

Det skriver både ESL og Renegades på Twitter onsdag eftermiddag.

Årsagen er de rejserestriktioner, der er i Australien, og derfor kan holdet ikke komme til Europa, hvor de ellers skulle sidde og spille. De har derfor været nødt til at trække sig fra turneringen.

Renegades var ellers i Europa tidligere på sommeren, hvor de var med til IEM Cologne, ligesom de også tidligere på året deltog i ESL Pro League sæson 13.

Det australske hold har lagt en video på Twitter, hvor holdets ingame leader, INS, fortæller, at de i stedet vil fokusere på ESEA Premier samt en kommende RMR-turnering, så de kan kvalificere sig til majoren.

Russere tager over

Renegades havde plads i gruppe B, der skydes i gang lørdag i næste uge, hvor de skulle møde Complexity. Desuden består gruppe B også af Virtus.pro, OG, Sinners og G2. Pladsen går i stedet til russiske forZe, der ligger på en 20. plads på ESL's rangliste, én plads under Renegades.

forZe har længe været i top 30 på HLTV's verdensrangliste, men det er mest i Pinnacle Cup, Snow Sweet Snow og lignende af de såkaldte tier 2-turneringer, de har været at finde.

Nu får de altså chancen på den store scene, og det glæder naturligt nok det russiske mandskab, der på Twitter skriver, at de har ondt af Renegades.

forZe består af følgende fem spillere:

  • almazer
  • FL1T
  • Jerry
  • zorte
  • KENSI

ESL Pro League skydes i gang allerede på mandag, hvor gruppe A med blandt andre Astralis og Heroic lægger ud.

#1(Med 0 svar)
11. august 2021 kl. 17:49
Rubel
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Utroligt
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.