
Hungry takeaways: 3 ting vi lærte af IEM Cologne
Dette er en klumme bragt til dig i samarbejde med Hungry. Klummen er udelukkende et udtryk for forfatterens personlige holdning baseret på den pågældende turnerings resultater.
Hungry takeaways er en artikelserie, hvor Dust2.dk i samarbejde med Hungry samler op på tre udvalgte ting efter de største turneringer.
1. s1mple bliver verdens bedste i år
Der bliver ikke offentliggjort en stilling løbende, men jeg tør godt sige, at s1mple allerede inden IEM Cologne var en del af det formentlig lille felt, som kandiderer til titlen som verdens bedste spiller i 2021.
I Köln slog s1mple så fast, at den titel bliver hans.
Der kan selvfølgelig ske meget resten af året, men med fire MVP-medaljer allerede og en rating på 1,35 mod top 30-hold, tør jeg godt sige, at der skal gå meget galt for s1mple, hvis han ikke ender som verdens bedste i år.
ZywOo, der har snuppet titlen de sidste par år, er selvfølgelig også med fremme, og det samme er sh1ro og Ax1Le fra Gambit.
Vitality og ZywOo har dog været for svingende i år, og med LANs tilbage kommer Gambit ikke til at vinde så mange turneringer i anden halvdel af året, og dermed kommer holdets spillere også til at blive mere menneskelige.
s1mple er derimod i topform. Han bliver verdens bedste spiller i år.
2. LAN er bare anderledes
Lige fra jeg som helt lille dreng spillede Counter-Strike, kan jeg huske, at spillere, der gjorde det godt, blev mødt med sætningen "vis det på LAN".
Dengang henviste vi til en alt for varm gymnastiksal, der lugtede af sved og parisertoast, hvilket kunne slå enhver ud, men i dag er det primært presset og de andre omgivelser, det handler om.
Og det gælder stadig.
Det fik vi i hvert fald at se til IEM Cologne, hvor de erfarne spillere pludselig leverede. Altså, helt ærligt; hvem havde regnet med at se FaZe i semifinalen?
Samtidig præsterede Astralis også godt, mens et ungt hold som Gambit, der har været flyvende under corona-nedlukningen, kun endte på en delt 5.-6. plads.
Når man kigger ned over stillingen, kan man konstatere, at de store hold med erfarne spillere klarede sig rigtig godt på det første LAN. NaVi, G2, FaZe og Astralis endte i top 4 - det viser bare, at LAN altså er anderledes, også helt oppe blandt verdens bedste.
3. Tilskuerne mangler stadig
Selvom det var en forløsning at se spillerne sidde sammen og slippe for de knap så gode webcam-interviews, er vi langt fra tilbage.
Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at vi har glædet os til LAN i rigtig lang tid. Det var da også dejligt at se, men den helt store grund til, at LAN-turneringer er fede, mangler stadig.
Vi mangler alle jer, som tropper op i de flotte arenaer og hjælper os derhjemme med at komme i stemning.
Det kommer egentlig ikke som den store overraskelse for mig, at jeg stadig savner jubelbrølet fra 10.000 mennesker, når s1mple laver et vildt ace, men under IEM Cologne blev jeg endnu mere klar over, at LAN intet er uden tilskuere.
Forhåbentlig går der ikke længe, før vi igen ser fyldte arenaer, for det er vigtigt for produktet og oplevelsen.


















