
Sender mousesports ud af velgørenhedsturnering
Slutspillet i velgørenhedsturneringen Gamers Without Borders blev skudt i gang i dag, og her måtte mousesports se sig slået ud af tyske BIG i en tæt semifinale.
Kampen blev skudt i gang på Mirage, og her blev mousesports mødt af en storspillende tabseN, som simpelthen valgte at starte opgøret ud med et 1v5-clutch i pistolrunden. Opgøret blev til sidst tvunget ud i overtid, men her var det altså acoR og kompagni, der var det stærkere mandskab, til trods for den tyske spillers 32 kills.
Nuke blev ligeledes et tæt map, men her nåede kampen dog aldrig ud i overtid. I stedet blev den afgjort i den 30. runde, og her var det altså BIG, der kunne tage revanche, og sende kampen ud i tredje map.
Semifinalen skulle afgøres på Vertigo, og her var det igen to stærke mandskaber, der ikke var klar til at give op. mousesports fik skudt sig i en smal føring, men denne blev dog sat over styr efter sideskiftet, hvor BIG vandt fem runder i streg. Herefter fortsatte tyskerne den gode stime, hvorfor de til sidst kunne tage sejren.
Sejren sender BIG videre i finalen i Gamers Without Borders, som spilles i morgen klokken 16.00. Her får vinderen en gevinst på hele 3,7 millioner kroner, som holdet skal donere til en velgørenhedsorganisation efter eget valg.
acoR og mousesports slutter på en 3.-4. plads, og har valgt at donere deres 935.000 kroner til International Medical Corps.

Om lidt skydes den anden semifinale i gang, og her er der igen dansk deltagelse, denne gang i form af Snappi når ENCE støder sammen med FURIA. Kampen kan følges her.




























