
Sæsonens sidste Ugens Spiller er kåret
Mandag blev POWER Ligaens grundspil afgjort, og her fik vi afgjort, hvem deltagerne i slutspillet er. QBF tog som bekendt grundspilssejren, mens Tricked, MASONIC, AaB og Singularity ligeledes sikrede sig en plads i kampen om den samlede sejr.
Det gjorde CEPTER BITSKINS også, da de gjorde rent bord, og det var nok til at sikre dem en andenplads i grundspillet.
Dermed er det altså dem, der ligesom QBF er direkte klar til semifinalen i slutspillet, og det er netop på CEPTER BITSKINS-mandskabet, vi finder Ugens Spiller.
Det er nemlig hug, der i den grad må siges at gøre b0ychild's rolle som coach en smule nemmere, når CEPTER BITSKINS er på serveren. Den stærke entry-fragger var konstant en trussel i begge mandagens kampe mod henholdsvis DREAM.gg og Atlando Esports.
Her var han begge gange i den sjovere ende af scoreboardet og stærkt medvirkende til, at CEPTER BITSKINS tog sejrene og nu er klar til semifinalen i POWER Ligaen til juli.

Med i opløbet var også cabbi og cajunb fra AGF, der trods ihærdig kamp lige akkurat ikke nåede slutspillet.
Du kan selv finde stillingen, kommende kampe, resultater, stats og meget andet på liga-siden.