
AGF ude efter udskiftning midt i kamp
AGF er ude af Elisa Invitational Summer, da de i dag tabte deres tredje kamp i swissgruppen til finske HAVU.
Efter første map kom AGFs coach FaagaN i spil, da fr0slev fik det dårligt undervejs. Det blev da også herefter til et meget overbevisende nederlag.
Det var ellers tæt i første halvleg af Inferno, hvor danskerne skød sig til en føring i første halvdel af kampen. HAVU kom dog hurtigt efter det tabte, da det blev deres tur på T-siden, hvor de vendte kampen til en 16-12 sejr.
På andet map trådte coach FaagaN altså til i stedet for fr0slev. Hos finnerne fortsatte den tidligere ENCE-spiller xseveN derimod sit brandvarme spil, og der var derfor ikke meget at stille op, da HAVU sikrede sig en samlet 2-0-sejr over AGF.
Danskerne tilslutter sig landsmændene fra Tricked og Lyngby Vikings, der ligeledes er slået ud af turneringen. Copenhagen Flames er dermed det sidste danske mandskab i spil.




















