
Topbrag i vente: Russiske stjerner spiller sig videre
Der er et sandt topbrag i vente i upper bracket-finalen i BLAST Premier Spring Final. Her skal NaVi og Gambit nemlig i duel, eftersom førstnævnte spillede sig videre i upper bracket tidligere i dag.
Her var det BIG, som blev besejret med 2-0, men overraskende nok var det ikke s1mple, som ledte NaVi til en sejr.
På første map viste NaVi og i særdeleshed Perfecto, at der var en klar klasseforskel mellem de to mandskaber. Her var der nemlig ingen tvivl om, hvem, som var stærkest, da BIG kun tilkæmpede sig to runder på hele banen, da Perfecto gjorde det svært for tyskerne med en rating på 1.88.
Tættere skulle det blive på Inferno, da BIG tidligt kom i front og fik spillet sig op på en 11-6-føring. Dog var NaVi langt fra færdige, da s1mples mandskab lige så stille kom tilbage i opgøret, og til sidst var verdens nummer to da også for stærk, da BIG blev besejret 14-16.

Derfor er det også NaVi og Gambit, som står over for hinanden for fjerde gang siden starten af maj. De seneste to møder er blevet til NaVi-sejre, og det bliver derfor spændende at se, om Gambit kan få revanche, når holdene mødes på lørdag.























