
Flames griller vikingerne igen
Det blev ikke til revanche for Lyngby Vikings, da de tirsdag eftermiddag igen tog imod Copenhagen Flames på serveren.
Tirsdagens andet opgør mellem de to danske mandskaber var denne gang i Funspark ULTI 2021 Regionals, hvor de tog hul på gruppespillet.
Dagens første opgør var endt 2-1 til Copenhagen Flames, og det var samme cifre, der denne gang stod tilbage på scoreboardet.
Det så ellers ud til, at Lyngby Vikings var tændte efter nederlaget først på dagen, og især Daffu viste skræmmende styrke på Mirage.
Hele 39 kills og en ADR på 124 kunne han notere sig i 16-13-sejren på første map, og det så dermed ud til, at det ikke kun var flammerne, der var varme.
Efter Basso havde været standin tidligere på dagen var Zyphon tilbage på serveren for Copenhagen Flames denne gang, men det var især roeJ og jabbi, der løb med opmærksomheden mod Lyngby Vikings.
På næste map, Overpass, blev cifrene byttet om, og det skulle derfor afgøres på Vertigo. Her var det igen roeJ og jabbi, der viste vejen og tog mappet 16-6.
Med sejren skal Copenhagen Flames nu i duel om førstepladsen i gruppen. Den spilles torsdag mod det kazakhiske mandskab 100PG.























