
"Det ville være løgn at sige, at vi regner med en sejr"
Det er blevet tirsdag, og dermed er det også tid til POWER Ligaen 1. division A og B.
Aftenen byder på en række højspændte opgør, der meget vel kan sende nye hold til tops i divisionerne, og især i 1. division A er der mange om buddet.
Her er h3rOc1ty i front med 15 point, mens HDE.HYPE, FG.Sharkgaming og Agaming er lige i hælene med 12 point hver. h3rOc1ty og FG.Sharkgaming skulle have mødt hinanden i aften, men kampen er rykket til onsdag.
Der kan dog stadig ske ting og sager i divisionen, da FG.Sharkgaming møder ESIMED og VSPR og med sejre kan indtage førstepladsen for en stund.
Det er da heller ikke de to hold, der er størst frygt for at møde, lyder det fra holdets AWP'er Bear.
Vi regner med seks point i aften. Der er mange store rivaler, såsom h3rOc1ty, Agaming og HDE, men i sidste ende vil jeg altid mene, at det afhænger af vores niveau på dagen. Hvis vi rammer top-niveauet, kan vi slå alle, selvom vi mulighvis ikke altid er favoritter. Dog er det klart de tre hold, vi frygter mest at møde, siger Bear.
FG.Sharkgaming kom først i kamp i sidste uge, men sæsonstarten har været ganske godkendt for det nordjyske mandskab. Således er det blevet til 12 point i fem kampe, hvor det kun var Agaming, der var for stor en mundfuld.
Vores gode start, vil jeg egentligt bare mene, skyldes vores gode kamp mod HDE.Hype, som jo er et stærkt sammenspillet mandskab. De andre kampe synes jeg er gået meget som forventet, så derfor vil jeg mene, vi har leveret en overraskelse i at slå HDE.Hype, siger Bear og tilføjer, at holdet trods den gode start ikke regner med at tage alle tre point, når de i morgen møder h3rOc1ty.
Håbet er altid højt, men det ville være løgn at sige, at vi regner med en sejr. Målet for kampen er bare at komme ud og levere en god individuel kamp, og så må vi jo se, hvad det bringer, lyder det fra AWP'eren.
FG.Sharkgamings kampe i aften ser ud som følger:
- 20:00 - FG.Sharkgaming vs. ESIMED
- 21:00 - FG.Sharkgaming vs. VSPR
Stillingen i 1. division A lige nu:
Direkte duel om førstepladsen
I den anden række, 1. division B, er der også tæt løb i toppen. Her er AGF Academy indtil videre ubesejret, mens Ølgod Efterskole i sidste uge indtog førstepladsen, mens østjyderne stod over. Førstepladsen er dog kun delt, og den kan meget vel stå for fald efter tirsdagens kampe.
De to hold brager nemlig sammen klokken 21:00 i en kamp, der godt kan gå for at være en "sekspointskamp". Vinderen kan nemlig slå et hul til forfølgerne med en sejr.
Desuden skal AGF Academy også i duel med rækkens bundprop AaB Akademi, der efter fire kampe endnu ikke har fået point på kontoen.
Stillingen i 1. division B lige nu:
Aftenen på dust2's stream ser ud som følger:
- 18:00 - SERA ESPORT vs. Nova Learning (1. division B)
- 19:00 - ESIMED vs. Campus Vejle * Vanitas (1. division A)
- 20:00 - FG.Sharkgaming vs. ESIMED (1. division A)
- 21:00 - AGF Academy vs. Ølgod Efterskole (1. division B)
- 22:00 - Future Gaming vs. Nova Learning (1. division B)