
Besejrer topholdet
I dag var der blot én kamp på programmet i POWER Ligaen, men dette var da også en spændende en af slagsen, for her skulle Ligaens nuværende tophold - og back-to-back vinder - Tricked i ilden mod AaB.
Kampen skulle spilles på Inferno, og her var AaB mødt velforberedte op på serveren. De formåede nemlig at vinde hele 11 runder i træk, og kom derfor foran med hele 12-3.
Efter sideskiftet kom Tricked tilbage med nogle runder, men det var dog ikke nok til at stoppe de stærke nordjyder, som fik lukket kampen med stillingen 16-8. Her var det særligt Patti, der spillede en fremragende kamp for AaB, og leverede en rating på hele 1.50.

Med sejren indtager AaB nu en femteplads i Ligaen med to sejre og seks point. Tricked må derimod se sig slået ned på en andenplads med ni point, mens Singularity nu har indtaget førstepladsen.