
Får revanche over Astralis Talent i elimineringskamp
MASONIC holder sig i live i Spring Sweet Spring Regionals efter en utrolig snæver 2-0-sejr over Astralis Talent i gruppens elimineringskamp.
De får samtidig revanche over Astralis Talent, som ellers slog MASONIC ganske overbevisende i deres Bo1-opgør i POWER Ligaen i sidste uge. I dag var det dog blaqs mandskab, der kom ud på toppen i tæt sejr med cifrene 16-14 og 19-16.
MASONIC tog føringen på CT-siden, men med vester og Void i front indhentede Astralis Talent det tabte i anden halvleg, hvorfor afgørelsen først faldt i allersidste runde, som gik MASONICs vej.
Lige så tæt blev det på Nuke, hvor en 8-7-halvleg varslede om noget af en neglebider, hvor presset lå på Astralis Talent, der skulle forsøge at tvinge serien ud på et tredje map. Det lykkedes dog ikke, da blaqs tropper løb med sejren i overtid og dermed slog landsmændene ud af turneringen.

MASONIC møder taberen af opgøret mellem KOVA og hREDS i deciderkampen, hvor der dystes om den sidste plads videre fra gruppen til swiss-stadiet, hvor blandt andre Lyngby Vikings og Wisla Krakow venter.
*KOVA tabte efter tre gange overtid på tredje map, hvorfor overlevelseskampen står mellem dem og MASONIC.